Sammen med seks kommuner og Rambøll Management Consulting har KL udviklet et redskab til dokumentation af faglige kvalitetsoplysninger. Med dokumentationsredskabet kan kommunen dokumentere resultatet af sociale indsatser i forhold til voksne borgere med handicap, psykiske lidelser og udsatte voksne.
Projektet har taget afsæt i og er udviklet ud fra voksenudredningsmetoden og DHUV. Projektet er gennemført i et partnerskab mellem seks kommuner, Rambøll og KL. De seks kommuner er: Aalborg, Esbjerg, Frederiksberg, Gribskov, Gladsaxe og Randers kommuner.
Projektets ambition har været at udvikle faglige kvalitetsoplysninger, som kan anvendes til at måle og dokumentere borgernes udvikling over tid, set i forhold til borgernes funktionsevne og de mål, der er opstillet i borgerens handleplan.
Det har ligeledes været et mål at dokumentationen på borgerniveau skal kunne anvendes til faglig refleksion hos de medarbejdere, der arbejder med borgeren i det daglige, som et led i opfølgning i den enkelte borgers sag, samt til at skabe ledelsesinformation på et aggregeret niveau.
Projektet er nu gennemført, og der foreligger et resultat i form af et dokumentationsredskab, som kan anvendes i alle kommuner, der ønsker at styrke dokumentationen af, om borgerne har gavn af de indsatser, kommunen bevilger.
Dokumentationsredskabet er beskrevet nærmere i nedenstående rapport. KL planlægger at afholde en række implementeringsaktiviteter om redskabet i efteråret 2012. Følg med på KL's hjemmeside for nærmere information.