Indhold

27.10.17 17:42

Det forebyggende arbejde er alfa og omega i bekæmpelse af ungdomskriminalitet

Det forebyggende arbejde er alfa og omega i bekæmpelse af ungdomskriminalitet

”Det forebyggende arbejde er enormt vigtigt, hvis vi skal nå i mål med at få nedbragt ungdomskriminaliteten helt," siger Thomas Adelskov.

Det er godt, at regeringen kommer på banen med en række tiltag i arbejdet mod ungdomskriminalitet, lyder det fra KL, der dog mener, at et ungdomskriminalitetsnævn stækker kommunernes faglighed på området.

”Vi står med en gruppe unge, som det ikke er lykkedes os som samfund at få løftet ud af ungdomskriminalitet og videre i et godt liv. Det er ikke godt nok. Derfor er det godt, at regeringen nu kommer på banen.”

Sådan lyder det fra Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, i en kommentar til regeringens nye udspil ”Alle handlinger har konsekvenser”.

Med udspillet lægger regeringen bl.a. op til at inddrage det forebyggende aspekt og satse på et kompetenceløft i forhold til den kriminalitetsforebyggende indsats, hvor de socialfaglige indsatser herunder SSP og skolerne får en rolle.

”Det forebyggende arbejde er enormt vigtigt, hvis vi skal nå i mål med at få nedbragt ungdomskriminaliteten helt. Derfor er det godt, at regeringens udspil har fokus rettet herimod. Vi forventer naturligvis, at de midler, der er afsat bliver allokeret til den kommunale sektor og ikke kun til politiet,” siger Thomas Adelskov.

Børn skal ikke i fængsel

Han er desuden tilfreds med, at man fra regeringens side har lyttet til de faglige eksperter på området, der ligesom KL har peget på, at en nedsættelse af den kriminelle lavalder ikke har nogen effekt. Derudover er det godt, at man har skiftet tankerne om ungdomsfængsel ud med tanker om at lære at tage ansvar for egne handlinger.

”Det giver god mening at lære de unge, at handlinger har konsekvenser – for eksempel ved at sætte dem til at gøre rent efter hærværk, eller ved at møde ofret, så den unge kan se og mærke, at for eksempel vold har omkostninger. Børn skal ikke i fængsel," siger Thomas Adelskov. 

Problematisk, at kommunerne fratages ansvar

Regeringen foreslår bl.a., at der oprettes et ungdomskriminalitetsnævn, som kan sanktionere de unge. Men det er problematisk for kommunerne, mener Thomas Adelskov, da man dermed fratager kommunerne ansvaret for at sætte ind over for de unge.

”Vi kan se, at ungdomskriminaliteten er på et markant lavere niveau end tidligere. Det er blandt andet resultatet af en stor indsats i kommunerne, som har virket. Derfor er jeg også uforstående over for, at man nu vil flytte beslutningen om den socialfaglige indsats væk fra kommunen og over i nævn, som kan træffe bindende afgørelser – uden om kommunen.”

Thomas Adelskov er også utilfreds med de økonomiske følger, som et ungdomskriminalitetsnævn vil få.

"Vi får en situation, hvor et eksternt nævn kan idømme unge mennesker sanktioner, som ikke har det rette sociale sigte. Og med risiko for, at retsvæsnet bare skubber en regning over på kommunerne. I stedet skulle man styrke den gode indsats, som allerede i dag sker i SSP-regi."

Fakta

Regeringens udspil "Alle handlinger har konsekvenser" indeholder 15 initiativer, som kan deles i to dele:

Statslige initiativer:

  • En skærpet indsats overfor de unge mellem 12 – 17 år.
  • Oprettelse af et ungdomskriminalitetsnævn i hver politikreds.
  • Der oprettes en ny ungekriminalforsorg

Kommunale forpligtigelser:

  • Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse er bindende for kommunen.
  • Anbringelse på institutioner, der får udvidet beføjelser til magtanvendelse.
  • Kommunerne forpligtiges til i højere grad at anvende forskellige sanktioner fx ungepålæg, forældrepålæg samt samfundstjeneste.
  • Forebyggende og tidlig indsats.

Regeringens udspil "Alle handlinger har konsekvenser"