Indhold

08.12.16 09:29

Debatindlæg: Fremtidens socialpolitik skaber vi i fællesskab

Debatindlæg: Fremtidens socialpolitik skaber vi i fællesskab

Kommunernes ambition er, at fremtidens socialpolitik bidrager til, at flere fællesskaber åbner sig for de borgere, som i dag ser sig sat udenfor. Foto: KL

Vi har brug for en ny politik på voksensocialområdet. For området, som vi kender det i dag, er i en rivende udvikling, som grundlæggende ændrer rammerne for, hvordan socialpolitik tænkes og implementeres i praksis, skriver KL-udvalgsformand i debatindlæg på Altinget.

Af Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Tillidskrise, serviceforringelser og fratagelse af rettigheder. Det har ikke skortet på negativt ladede ord i debatten om revisionen af servicelovens voksenbestemmelser – og særligt på denne portal har bølgegangen været høj.

Set udefra kan man nok mene, at det har været en noget uskøn affære, der har kaldt på såvel ægteskabsrådgivere som fredspiber. For der er mange perspektiver og tilgange til socialområdet, alt efter om man er borger med et handicap eller en psykisk lidelse, om man er socialrådgiver eller socialpædagog eller politiker i en kommune eller i Folketinget. Men når røgen har lagt sig, skal vi – trods forskellige udgangspunkter – i fællesskab kunne sikre en social indsats til gavn for de borgere, som det hele handler om. De kan ikke være tjent med stridigheder mellem organisationer.

Derfor har vi brug for at styrke dialogen på socialområdet.

Og derfor har vi i KL netop ladet startskuddet lyde til en proces, hvor vi det kommende halve år vil invitere interessenterne på socialområdet ind, så vi i fællesskabet kan skabe fremtidens socialpolitik. Den forstærkede dialog vil udmønte sig i et nyt socialpolitisk udspil fra KL til maj næste år.

Vi har brug for en ny politik på voksensocialområdet. For området, som vi kender det i dag, er i en rivende udvikling, som grundlæggende ændrer rammerne for, hvordan socialpolitik tænkes og implementeres i praksis. Det udfordrer os aktører på området – og vores samarbejde.

Taxadanser frem for bedste ven

Kommunernes ambition er, at fremtidens socialpolitik bidrager til, at flere fællesskaber åbner sig for de borgere, som i dag ser sig sat udenfor. Fællesskaber forstået som det at være en del af en familie, have et arbejde, have venner og fritidsinteresser osv. Det er vi ikke gode nok til i dag. Det skyldes bl.a., at ikke alle har lige muligheder for det. For at løfte denne ambition skal vi fortsætte de senere års udvikling, hvor vi er gået fra et omsorgs- til et rehabiliterings- og udviklingsperspektiv. Vi er optaget af at forfølge et spor, hvor borgerne i så høj grad som muligt får ejerskab til eget liv og får mulighed for at udnytte de ressourcer, som de besidder. For vi ved fra forskning, at uden ejerskab hos borgeren er chancen for succes begrænset.

Vi skal gå fra at være borgerens bedste ven til at være borgerens taxadanser. I danseklubberne i Argentina i Buenos Aires har man opfundet en taxadanser, som får betaling for at byde de kvinder op, der ikke inden for 20 minutter selv har fundet vej til dansegulvet. For dem, der er på dansegulvet, er også dem, der bliver danset med. Så snart kvinden er i cirkulation, går taxadanseren videre til den næste, hvorved ingen lades uden for dansen.

Indrømmet, der er lidt langt fra dansegulvet i Argentina til socialpolitikken i efterårskolde Danmark. Men jeg kan godt lide billedet med, at socialområdets fremmeste rolle er at hjælpe borgerne ind i fællesskaber frem for, at vi bliver ’fællesskabet’ og borgerens ’bedste ven’. Vi skal sikre borgerne en plads i et fællesskab, hvor de – så vidt muligt – lever et liv på egne præmisser.

Mere ’social indsats’ for pengene

Behovet for nye faglige løsninger på socialområdet er også præget af det stigende pres, som vi oplever i kommunerne. Vi ser fx en markant vækst i antallet af borgere, der har brug for bostøtte i eget hjem, samtidig med at antallet af borgere i botilbud er svagt stigende. Vi ser også en markant stigning i antallet af børn, unge og voksne, der udredes og behandles for psykiske problemstillinger. Samtidig med at der kommer flere ældre borgere med handicap.

Med andre ord vokser brugergruppen samtidig med, at kommunernes økonomi presses fra flere sider. Ved økonomiforhandlingerne i år havde vi nogle hårde sværdslag med regeringen om omprioriteringsbidraget, som gav rystelser langt ud i landet. Omprioriteringsbidraget var et nedprioriteringsbidrag. Men heldigvis besindede regeringen sig. Det ændrer dog ikke på alvoren i, at pengene er små, og at der også i årene fremover vil være fokus på, hvordan vi prioriterer de knappe ressourcer på socialområdet.

Lige som vi på sundhedsområdet bruger begrebet ’mest mulig sundhed for pengene’, så skal vi også turde drøfte med hinanden, hvordan vi får mest muligt ud af vores sociale indsatser og de penge, som vi bruger på området. ’Mest mulig social indsats for pengene’ er måske ikke så mundret, men ikke desto mindre er det dét, vi skal tale om. For det ER legitimt at tale om, hvordan vi får enderne til at mødes på dette område. Det handler ikke om besparelser eller ’de onde kommuner’ vs. ’den handicappede’. Det handler om at sikre, at socialpolitikken kan udgøre et stærkt sikkerhedsnet for dem med de største behov – og at dem, der kan og vil selv, også får mulighed for det.

Jeg ser frem til en åben og ærlig debat i den kommende tid med fokus på, hvordan vi i fællesskab udvikler fremtidens socialpolitik.

****

Debatindlægget er bragt på Altinget i uge 49, 2016

Annonce

Annonce

Annonce