Indhold

kl.dk > Fagområder > Social service > Survey fra Socialpædagogernes Landsforbund: Overfladisk og vildledende

Oprettet den 27.05.10

Survey fra Socialpædagogernes Landsforbund: Overfladisk og vildledende

”Det er ærgerligt, at Socialpædagogernes Landsforbund (SL) behandler udviklingen på det specialiserede socialområde så overfladisk. Det fører til debat på forkert grundlag. Og det gør det ikke bedre, at mange stiller sig til rådighed for ukritisk at viderebringe SL’s synspunkter.” Sådan siger Anny Winther, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, i en kommentar til en survey, SL har gennemført om taktstigninger og afspecialisering på specialiserede sociale tilbud.

”Man kan ikke ud fra undersøgelsen konkludere noget som helst om afspecialisering. Undersøgelsen belyser ikke, hvad specialisering egentlig er – eller om den hidtidige udvikling på de konkrete tilbud har været hensigtsmæssig. Man kan ikke sige, at ”der sker afspecialisering”, når det oplyses, at 36 pct. af de adspurgte har fået flere målgrupper, og at 41 pct. samtidig siger, at det har haft en positiv virkning for beboerne”, siger Anny Winther.

”Det kan være stof til eftertanke, at ca. 10 pct. af tilbuddene har oplevet faldende efterspørgsel. Det kan skyldes mangel på udvikling af disse tilbuds ydelser, kvalitet og/eller pris i forhold til efterspørgslen”, siger Anny Winther.

Anny Winther henviser også til, at den såkaldte ”hjemtagning” af tilbud, der bliver kritiseret i surveyen, er en ønsket udvikling i socialpolitikken. Forebyggende indsatser i lokaltilbuddene til børn og unge skal mindske behovet for anbringelser. Og  voksne skal ikke flytte langt væk til et botilbud, hvis det ikke er nødvendigt.

SL’s undersøgelse konstaterer takststigninger på en trejdedel af tilbuddene. Hertil siger Anny Winther:

”Surveyen hævder, at takststigningerne skyldes højere serviceniveau, vanskeligere brugere og flere administrative udgifter på tilbuddene. Men det fremgår ikke, hvor stor en andel af de administrative udgifter, til fx indkøbsordninger og it, der kan forklare stigningerne. Man skal samtidig huske på, at den konkrete takstberegning ofte ikke foretages på tilbuddene. Det er derfor vanskeligt for institutionslederne at have den nødvendige indsigt i takstberegningen og vurdere, hvilke udgifter der indgår i det centrale overhead.”

____________________________________________________________

SL’s survey er gennemført blandt en del af deres medlemmer, som er ledere og mellemledere på tilbud på det specialiserede socialområde. Undersøgelsen omfatter ikke alle indsatsområder til borgerne, og er på den måde ikke dækkende for kommunernes tilbud. Om selve resultaterne påpeger SL selv, at ”Statistisk set er resultaterne mere usikre end det, man normalt kræver i landsdækkende samfundsvidenskabelige undersøgelser”.

____________________________________________________________

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Vicekontorchef Kurt Hjortsø, KL's Social- og Sundhedskontor, tlf. 61 36 38 52





Primær navigation


Sekundær navigation


Ny bruger?|


KL , Weidekampsgade 10 , Postboks 3370 , 2300 København S , tlf. 3370 3370 , email kl@kl.dk , Om hjemmesiden

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes