Danmarks Statistik har offentliggjort de første indikatorer fra aftalen om en ny og bedre national dokumentation på ældreområdet.
Den 25. juni i år rullede en stille revolution over landet. Den dag offentliggjorde Danmarks Statistik de første individbaserede indikatorer fra den nationale aftale om dokumentation på ældreområdet. Et resultat af regeringens og KL’s indsats for at forbedre og forenkle den nationale dokumentation
Indikator for indikator er ældredokumentationsaftalen ikke epokegørende. Mange indikatorer indgik allerede i den sociale ressourcetælling, som kommunerne hvert år indberetter til Danmarks Statistik.
Det nye i aftalen er, at en stor del af ressourcetællingen skulle omlægges fra manuelle og aggregerede indberetninger til en automatisk indhentning af individbaserede data fra kommunernes omsorgssystemer. På den måde udnytter aftalen den omfattende digitalisering, som området har gennemgået de senere år.
Kvaliteten af den nationale dokumentation på ældreområdet har med omlægningen af datagrundlaget fået et løft. Det er blandt andet bekræftet i Nyt fra Danmarks Statistik (nr. 292, d. 25. juni 2009). Og forventningen er, at kvaliteten bliver endnu bedre efterhånden, som der bliver luget ud i systemets "børnesygdomme".
Med omlægningen af statistikken er der skabt et bedre sammenligningsgrundlag, der gør det muligt for kommunerne at vurdere udviklingen i kommunens præstationer over tid og på tværs af kommuner. Kommunerne kan på den måde drage bedre nytte af den nationale dokumentation.
Se de første indikatorer på Danmarks Statistiks temaside om den nationale ældredokumentation og læs mere om den nye nationale ældredokumentation i Økonomisk Perspektiv fra Danske Kommuner (nr. 31/2009) via link i højre side.