Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

25.06.12 11:20

Udenlandske virksomheder styrker kommunens vækst og beskæftigelse

Udenlandske virksomheder styrker kommunens vækst og beskæftigelse
Udenlandske virksomheder spiller en stor rolle i dansk økonomi. Og derfor er der stor værdi for kommunerne i at investere i udenlandske virksomheder.

Invest in Denmark står klar til at hjælpe kommunerne med at matche dansk udbud med udenlandsk efterspørgsel.

Udenlandske investeringer er stærkt efterspurgte af mange kommuner, regioner og lande i Europa. For udenlandske investeringer skaber videntunge jobs, forstærker de lokale kompetenceklynger og styrker eksport og konkurrenceevne.

Kun én procent af virksomhederne i Danmark er udenlandsk ejede, men de beskæftiger 20 procent af den private arbejdsstyrke og står for 27 procent af eksporten.

Positiv spiral for danske kommuner
For kommunerne betyder udenlandske investeringer som regel arbejdspladser, udvikling og internationalisering.

Se også

Dels har udenlandske virksomheder ofte flere ansatte, dels skabes der arbejdspladser hos underleverandører og i serviceindustrien. Samtidig styrkes kommunale og regionale erhvervsklynger, når ny faglig viden, processer og ledelse blandes med eksisterende danske kompetencer.

”Det er internationaliseringens positive effekter i en nøddeskal. Og en tilfreds udenlandsk investor, som har styrket sin forretning ved at placere sig i Danmark, er ofte også en god ambassadør for kommunen og for Danmark, som lokker fremtidige investorer til,” siger Niels Arendt Nielsen, kontorchef i KL.

Match mellem dansk udbud og udenlandsk efterspørgsel
Invest in Denmark er en global organisation med medarbejdere på danske ambassader, handelskontorer og innovationscentre i Asien, Europa og Nordamerika. Organisationens opgave er at tiltrække nye udenlandske virksomheder eller at fastholde lukningstruede arbejdspladser via udenlandske investeringer.

Invest in Denmark har fx hjulpet den finske virksomhed Ixonos, der producerer løsninger til mobil-enheder og som er underleverandør til virksomheder som for eksempel Nokia. Invest in Denmark hjalp Ixonos med at etablere sig i Aalborg, hvor Danmark har særligt stærke kompetencer inden for trådløs teknologi.

Se også

I Danmark benytter Invest in Denmark i alt ni regionale projektledere i Aalborg, Aarhus, Herning, Kolding, Odense og Roskilde. Dertil kommer medarbejdere placeret i Udenrigsministeriet i København.

Medarbejderne i Danmark opsøger kompetenceklynger, innovationsnetværk, virksomheder og kommuner i Danmark for at have det fulde overblik over danske kompetencer, som kan være interessante for udenlandske investorer. Medarbejderne i Asien, Europa og Nordamerika opsøger årligt mere end 1500 nøje udvalgte udenlandske virksomheder med forslag til konkrete investeringsprojekter i Danmark.

Hvordan kommer kommunen i gang?
Hvis en kommune modtager en henvendelse fra en udenlandsk virksomhed, så kan den kontakte Invest in Denmark.

”De regionale projektledere i Aalborg, Aarhus, Herning, Kolding, Odense og Roskilde eller medarbejderne i hovedkontoret i København står til rådighed med sparring, analyser og planlægning af eventuelle besøg i kommunen. Vi tilbyder materiale på engelsk om danske kompetencer og styrkepositioner, som kommunerne kan få glæde af”, siger regional koordinator, Thomas Chr. Otzen Kruse fra Invest in Denmark.

Se også

”Invest in Denmark giver en omfattende, fortrolig og gratis rådgivning til den enkelte potentielle investor. Det kan være i form af skræddersyede besøgsprogrammer, hvor Invest in Denmark inviterer seriøse, potentielle investorer til factfinding i Danmark,” siger Thomas Chr. Otzen Kruse.

Nogle besøgsprogrammer har meget specifikt fagligt indhold, rettet f.eks. mod dansk mobiltelefonteknologi. Andre er mere orienterede mod danske arbejdsmarkedsforhold, skatteregler, rekruttering eller andet. I mange factfinding besøg vil det være oplagt at involvere én eller flere kommuner, hvor Invest in Denmark typisk vil foreslå involvering af erhvervschefen, borgmesteren eller andre relevante samtalepartnere.

Et velforberedt factfinding besøg er et afgørende bidrag, når en udenlandsk virksomhed skal vælge det land og den kommune, man vil foretage sin næste investering i.

Fra Silkeborg til Thyborøn-Lemvig
Invest in Denmark har årligt skabt eller fastholdt over 1000 arbejdspladser i de danske kommuner siden 2008. Et godt eksempel er det kinesiske vindmøllefirma Envision Energy, som etablerede sig i 2010 i Silkeborg Kommune.

Her har virksomheden åbnet sit globale innovationscenter, som fokuserer på udviklingen af havvindmøller. Den videntunge virksomhed har over 25 medarbejdere, og i dag foretager virksomheden montage af prototypen i Frederikshavn og test i Thyborøn.

Fakta om Invest in Denmark

  • Invest in Denmark er en del af Eksportrådet i Udenrigsministeriet.
  • Halvdelen af de ca. 50 medarbejdere i Invest in Denmark er ansat på udvalgte danske ambassader, generalkonsulater og handelskontorer i Asien, Europa og Nordamerika.
  • I Danmark er otte regionale projektledere ansat i Aalborg, Herning, Aarhus, Kolding og Odense i et formaliseret samarbejde mellem de tre vestdanske regioner og Invest in Denmark i Vestdansk Investeringsfremme.
  • Et tilsvarende samarbejde med Region Sjælland medfører en regional projektleder ansat i Roskilde.

 

 

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes