Formanden for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget Søren Hyldgaard har meldt sig som den tredje kandidat, der stiller op til borgmesterposten i Rudersdal.
Formanden for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Rudersdal Kommune, Søren Hyldgaard (V) har meldt sig på banen som afløser for Erik Fabrin, når han stopper som borgmester i forbindelse med kommunalvalget næste år.
Han er dermed den tredje udvalgsformand, som er parat til at stille op som Venstres spidskandidat. De to andre er formanden for Teknik- og Miljøudvalget Jens Ive og formanden for Børne- og Skoleudvalget Daniel E. Hansen.
Søren Hyldgaard blev valgt til Rudersdal Kommunalbestyrelse ved sidste valg. Han er 41 år, uddannet cand. polit og bosat i Birkerød siden 2001.
”Rudersdal er en af landets bedste og mest profilerede kommuner, som følge af en årrække med Erik Fabrin som borgmester. Jeg er stolt af at være borger i Rudersdal og ønsker at videreudvikle den linje, som vores borgmester har udstukket og fulgt igennem mange år”, skriver Søren Hyldgaard i en meddelelse om kandidaturet.
Venstre tager endelig stilling til valg af borgmesterkandidat på et opstillingsmøde den 6. september.