Ved en regeringsrokade i formiddag afløser Holger K. Nielsen Thor Möger Pedersen som skatteminister og SF’s nye formand overtager Ole Sohns ministerium.
SF’s nyvalgte formand Annette Vilhelmsen udnævnes til erhvervs- og vækstminister og SF’s tidligere formand Holger K. Nielsen udnævnes til skatteminister.
Det meddeler Statsministeriet i en pressemeddelelse. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterer de nye ministre for Dronningen på Amalienborg kl. 11.
Samtidig udtræder skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) af regeringen og modtages i afskedsaudiens hos Dronningen kl. 11.45.
Der vil være overdragelse i Skatteministeriet kl. 13.30 og i Erhvervs- og Vækstministeriet kl. 14.30.
Kl. 12 vil statsminister Helle Thorning-Schmidt, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen holde pressemøde i Statsministeriets spejlsal.