Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

20.09.12 15:17

Thisted sammenlægger alkoholindsatsen

Thisted sammenlægger alkoholindsatsen
En samlet ledelse på beskæftigelses-, social- og psykiatriområdet har sat borgeren i centrum frem for bureaukratiet.

Thisted Kommune har fra 1. januar i år samlet ledelsen af beskæftigelses-, social- og psykiatriområdet.

På den måde arbejder kommunens medarbejdere målrettet med at udvikle og udbygge området inden for udsatte borgere, dobbeltdiagnosticerede og borgere med misbrug.

Sammenlægningen sikrer, at der er gennemsigtighed i indsatsen, hvor organisering af væresteder, akutbolig, opsøgende medarbejdere, behandlingstilbud, socialpsykiatri og jobcenteret er medvirkende til at øge fokus på sammenhængskraft og opkvalificering af tilbuddene.

”Tidligere har borgerne haft støttekontaktpersoner i både socialpsykiatrien og inden for det sociale område. Vi rendte rundt på kryds og tværs. Nu er det samlet i et ’udsatte team’, hvor vi har en gruppe af støttekontaktpersoner, som vi trækker på. Dermed er borgerne i centrum. Det gør det meget nemmere og mindre bureaukratisk,” siger Lisbeth Laurberg, leder Thisted Kommune, Behandlerhuset Farverstræde.

Tæt kontakt med jobcenteret
Samtidig tilbyder kommunen decentral alkoholrådgivning, så også borgere i udkanten af kommunen kan få behandling. Samme tilbud er under behandling i kommunens jobcentre, hvor en del alkoholmisbrugere kommer ind uden nødvendigvis at have kontakt med kommunens misbrugsafdeling.

Og der er god brug for en bedre kontakt med jobcentre og kommunernes misbrugsafdelinger. SFI lavede en undersøgelse i 2003, som viste, at cirka 33 procent blandt de svageste kontanthjælpsmodtagere har alkoholproblemer, der direkte er en barriere for deres beskæftigelse. Trygfondens undersøgelse fra 2011 i Faxe og Holbæk viser samme tendens, nemlig at cirka 33 procent af kontanthjælpsmodtagerne har alkoholproblemer eller var afhængig af alkohol.

”Jobcenteret kender mange af de borgere, som vi ikke ser. Fx dem, der får sygedagpenge. Vi er i gang med at se på, om der kan være en ide i, at vi ti-byder alkoholrådgivning på selve jobcenteret,” siger Lisbeth Laurberg og uddyber:

”Samtidig har vi tilbudt og afholdt kurser for frontpersonalet på fx dagpenge- og kontanthjælpsområdet, så de lærer, hvordan de spotter borgere med alkoholproblemer og får dem screenet. Samtidig ved de, at de altid kan henvise til os. Den proces er bare nemmere, når man har snakket sammen og kender hinandens ansigter.”

Stor gevinst i kommunalt regi
Konceptet for behandlingen af kommunens stof- og alkoholafhængige er bygget op omkring nærhed. Nærbehandlingen baseres på ambulant behand-ling, så borgerne samtidig kan blive i deres hverdag.

”Vi sender stadig folk i døgnbehandling, men det er et minimalt antal. Der er faktisk rigtig mange, der synes, at det er rart at komme herind i fire-fem timer, fire gange om ugen, hvorefter de kan gå hjem og være sammen med deres familie. Samtidig har vi også et tilbud, hvor de pårørende kan være med sammen med den misbrugende,” siger Lisbeth Laurberg.

Hun mener, at alkoholbehandlingen har en naturlig plads i kommunalt regi.

”Den store gevinst ved, at opgaven ligger i kommunalt regi, er, at vi kan lave den samlede plan med sygedagpenge, de sociale indsatser og behandlingsindsatsen. Og så er psykiatrien en regional opgave, og det skal vi huske på og samtidig pointere over for regionerne, så de lever op til deres ansvar,” siger Lisbeth Laurberg.

Se alle artikler i temaet

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes