Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

21.09.12 07:30

Tæt samarbejde med specialtilbud har givet pote

Tæt samarbejde med specialtilbud har givet pote
Allerød Kommunes samarbejde med hjerneskadecenteret BOMI har betydet, at borgeren får en mere målrettet hjælp, og at kommunen sparer penge, uden at succesraten er faldet.

Allerød Kommune var den første kommune, som lavede en fast rammeaftale for halvandet år siden med hjerneskadecenteret BOMI i Roskilde.

”BOMI havde en tankegang meget lig vores. Vi havde brugt Center for Hjerneskade, men qua at vi bor i Allerød, havde vi erfaringer med, at vores borgere blev for udkørte, inden de nåede ud på Amager, hvor centeret ligger. Og forløbene var svære at overføre. Vi savnede samarbejdet med egne terapeuter og den rehabilitering, vi lavede i eget hjem. Det blev meget sådan, at de var på centeret, og det var det,” siger Marianne Nielsen, hjerneskadekoordinator i Allerød Kommune.

Samarbejdet mellem kommune og specialtilbud som i Allerød Kommune er et af omdrejningspunkterne for KL’s udspil ”En styrket rehabilitering af borgere med hjerneskade”, som netop er lanceret.

Træner i eget køkken
Samarbejdet med BOMI betyder, at den hjerneskadede ofte vil kunne rehabiliteres i eget hjem frem for at skulle møde på et center, hvilket giver en række fordele.

”Dels har hjerneskadede ofte meget store problemer med at blive udkørte, så der vinder vi en hel masse ved, at de ikke har brugt alle deres kræfter på transport til centeret. Og så er det nemmere, hvis man for eksempel skal lære at lave mad, at det er ens eget køkken og ikke et køkken på et center, hvor tingene står anderledes. Borgerne bruger mange flere ressourcer på at lære at lave maden på et center, og så kan de måske ikke overføre det til deres eget køkken alligevel,” forklarer Marianne Nielsen.

Hun fortæller, at man allerede arbejdede med rehabilitering i eget hjem dengang Frederiksborg Amt fandtes.

Penge at spare på skræddersyede løsninger
”Jeg tror ikke, at borgeren har oplevet den store forskel. Vores succesrate er lige så stor. Vi har bare sparet mange penge ved det. Og så er det blevet nemmere, og vores samarbejde med BOMI er blevet bedre og bedre qua, at vores egne terapeuter også kender neuropsykologerne og terapeuterne på BOMI bedre og bedre. Så der er måske kommet mere flow i forløbet for borgerne,” siger Marianne Nielsen.

Mens borgere tidligere fik pakkeløsninger, får de nu i stedet et tilbud, som er skræddersyet til den enkelte. Det kan lyde mystisk, at skræddersyde tilbud er billigere end standardløsninger, men logikken er ganske simpel.

”Hver patient har forskellige problematikker, så du skyder over målet, hvis alle skal igennem det samme forløb til 100.000 kroner, frem for at vi har en, der er knap så skadet, som kan hjælpes for 20.000. Men nogle af forløbene bliver også dyrere, fordi de er meget komplekse. Det er en dynamisk proces, hvor vi også skal kunne skrue op og ned i vores egen indsats,” siger Marianne Nielsen.

Se alle artikler i temaet

Annonce

Annonce

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes