Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

24.06.12 08:33

Skræddersyede forløb hjælper unge i uddannelse eller job

Skræddersyede forløb hjælper unge i uddannelse eller job
60 procent af unge på en erhvervsgrunduddannelse kommer videre i beskæftigelse eller anden uddannelse. ”Uddannelsens skræddersyede forløb er en væsentlig årsag,” siger KL's Jacob Bundsgaard.

Nogle unge har svært ved at læse og skrive og skal måske have vist opgaverne en ekstra gang. Andre har haft vanskelige oplevelser i livet og kan have problemer med at finde en uddannelse eller et arbejde, som passer til dem. Her kan erhvervsgrunduddannelsen (egu) være en mulighed.

En ny undersøgelse viser, at cirka 60 procent af de unge, der påbegynder en egu, efterfølgende kommer videre i beskæftigelse eller anden uddannelse. Endvidere viser analysen, at de unge, der gennemfører en egu, kun har halvt så stor risiko for senere at blive kontanthjælpsmodtagere, som de unge, der afbryder uddannelsen.

Analysen er udarbejdet i forbindelse med projektet ”Sæt skub i egu! 2.0”. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem KL og Ministeriet for Børn og Undervisning.

”Alt for mange unge bliver tabt i uddannelsessystemet, fordi de af den ene eller anden grund har brug for en ekstra hjælpende hånd. Det er vigtigt, at vi hjælper alle unge i gang med job og uddannelse, og vi kan nu tydeligt se, at egu er med til at mindske risikoen for at blive kontanthjælpsmodtager,” siger Jacob Bundsgaard, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Egu er en toårig ungdomsuddannelse, der primært består af praktik. Den udbydes af kommunerne og tilrettelægges individuelt i forhold til den unges og praktikvirksomhedens behov.

Netop det skræddersyede forløb fremhæves i analysen som en væsentlig årsag til, at de unge opnår erhvervskompetence i løbet af uddannelsen.

”Der er en gruppe af unge, som har så sammensatte problemer, at de har brug for et tilbud, der er skræddersyet til deres situation. Det er styrken ved egu, at den tilpasses den unges behov. At hjælpe disse unge videre med job og uddannelse er en god investering i fremtiden,” siger Jacob Bundsgaard, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

To ud af tre egu-elever er ifølge analysen mænd, mange i begyndelsen af tyverne. Foruden de job- og uddannelsesmæssige effekter, får de unge også et styrket selvværd og sociale og relationelle kompetencer, så de får mere styr på deres eget liv.

Tilgangen til uddannelsen har været stigende i de senere år. I 2007 var til-gangen 789 personer. I 2010 var tallet vokset til 1.468. 

For yderligere oplysninger kontakt Jakob Sloth Petersen, konsulent i KL, på 3370 3252, mail: jsp@kl.dk

For yderligere kommentarer fra Jacob Bundsgaard kontakt KL’s presseafdeling på 3370-3333

Læs mere om egu her

Se alle artikler i temaet

Yderligere materiale

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes