Socialrådmand Peter Rahbæk Juel er populær blandt socialdemokrater i Odense. Han er nu nummer to efter Anker Boye, viser en urafstemning.
Rådmand Peter Rahbæk Juel blev vinderen, da Socialdemokraterne i Odense holdt urafstemning blandt kandidaterne til byrådsvalget i 2013.
Rahbæk Juel blev nummer to på den socialdemokratiske liste efter borgmester Anker Boye, der forlods var valgt. Det skriver Fyens.dk
Peter Rahbæk Juel , der er 35 år, har siddet i Odense Byråd siden 2006. I 2008 blev han rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen og efter kommunalvalget i 2009 blev han rådmand i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Ved afstemningen, der fandt sted tirsdag aften, blev byrådsmedlem Anders W. Berthelsen en overraskende nummer tre på listen foran Helle Nielsen og den nye S-kandidat Dorte Hjertstedt Boye, der var gift med den afdøde konservative borgmester Jan Boye. Hun kom ind som nummer fem på kandidatlisten.