Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

08.08.12 12:53

Nyt team hjælper hjerneskadede i Gladsaxe

Nyt team hjælper hjerneskadede i Gladsaxe
Gladsaxe Kommune har oprettet et nyt behandlings- og genoptræningsteam, der omgående træder til, når en borger efter ulykke eller sygdom får en hjerneskade. Dermed øges chancen for at få et aktivt og selvstændigt liv.

Kommunerne får ofte kritik for ikke at tilbyde borgere med pludselig opstået hjerneskade et ordentligt genoptræningsforløb. Men det er ikke et billede, man kan genkende i Gladsaxe Kommune, hvor man gennem flere år har arbejdet på at styrke indsatsen over for borgere, der har fået en hjerneskade efter en ulykke eller en sygdom.

Senest har Gladsaxe Kommune oprettet et nyt behandlings- og genoptræningsteam, et såkaldt neurofagligt rehabiliteringsteam, der omgående træder til, når en borger får en pludselig hjerneskade.
 
”Nu kan Gladsaxe Kommune tilbyde en endnu mere sammenhængende hjælp til de borgere, der får en pludselig hjerneskade. Med det nye rehabiliteringsteam sikrer vi en hurtig og målrettet indsats, så borgeren får de bedste muligheder for at få et så aktivt, meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt, når uheldet rammer”, siger Susanne Palsig (F), der er formand for Forebyggelses-, Sundheds- og Handicapudvalget i Gladsaxe Byråd.
 
Genoptræning i nærmiljøet
Det nyoprettede team består af en neuropsykolog, en audiologopæd, ergoterapeuter, fysioterapeuter, plejepersonale og sagsbehandlere. Snart tilknyttes teamet også en hjemmevejleder.

Teamet samarbejder med hjerneskadekoordinatoren og den ramte borger om at lave en plan, der tager udgangspunkt i borgerens ønsker, behov og ressourcer. Dermed kan Gladsaxe i langt de fleste forløb tilbyde rehabilitering og genoptræning i borgerens nærmiljø på et højt fagligt niveau.

Samtidig har man en særlig opmærksomhed på, at kommunens støtte sker på et helhedsorienteret og koordineret grundlag og med rettidige sammenhængende og tværgående indsatser.
 
Flere nye initiativer på vej
Gladsaxe Kommune indleder fra årsskiftet et samarbejde med Center for Hjerneskadede om at efteruddanne medarbejderne i rehabiliteringsteamet. Samarbejdet er blevet muligt, efter at Gladsaxe Kommune har fået tilsagn om 1,7 millioner kroner fra Sundhedsministeriets pulje til styrket genoptræning og rehabilitering af personer med pludselig opstået hjerneskade.

I Center for Hjerneskadede ser man frem til det kommende samarbejde.
 
”Gladsaxe er en progressiv kommune inden for rehabiliteringen af hjerneskadede borgere. Det er derfor min forventning, at vi sammen vil være i stand til at udvikle en ny ’best practice’ til gavn for hjerneskaderamte borgere i Gladsaxe”, siger direktør for Center for Hjerneskadede Frank Humle.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes