Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

15.06.12 15:52

Lave lønstigninger i kommunerne

Lave lønstigninger i kommunerne

Foto: Colourbox.com

De kommunalt ansatte kan se frem til en lønstigning på 0,15 procent til oktober. Det er væsentlig lavere end forventet, da KL indgik overenskomster med medarbejderne sidste år. Den lavere lønstigning skyldes en svag privat lønudvikling det sidste års tid.

De kommunalt ansattes løn stiger med 0,15 procent den 1. oktober 2012. Lønstigningen er et stykke fra de 0,84 procent, som det blev forventet, da KL indgik overenskomst med medarbejderne i februar 2011. Det står klart, efter at Danmarks Statistik den 15. juni har offentliggjort den private lønudvikling for 1. kvartal 2011 til 1. kvartal 2012. Det forklarer chefkonsulent i KL, Frank Hedegaard.

Se også

”Danmarks Statistik har i dag offentliggjort den seneste lønudvikling i den private sektor. Dermed har vi de sidste data til beregningen af den lønstigning, som de kommunalt ansatte får til oktober,” siger han.

Private lønninger steget mindre end forventet
KL har aftalt en stigning på 0,20 procent i medarbejdernes løn. Dertil kommer en udmøntning af den såkaldte reguleringsordning, som sørger for, at den kommunale lønudvikling tilpasses den private.

”Da vi indgik forlig med organisationerne i februar 2011, forventede vi, at lønningerne samlet set skulle stige med 0,84 procent, når vi havde lagt udmøntningen fra reguleringsordningen oveni den aftalte lønstigning. Men de private lønninger er steget væsentlig mindre end skønnet, da vi indgik forlig. Derfor skal vi nu trække fra i den aftalte lønstigning på 0,20 procent i stedet for at lægge til, sådan at lønstigningen kun bliver på 0,15 procent.”

”Det samme skete i øvrigt også ved den lønstigning, medarbejderne fik den 1. januar i år. Her måtte vi også ud og trække fra i den aftalte stigning, fordi de private lønninger ikke var steget så meget, som skønnet i februar sidste år,” fortæller Frank Hedegaard.

Kommer ikke kommunerne til gode
Set over hele overenskomstperioden er reguleringsordningen endt med at udmønte lønstigninger på 0,87 procent mindre. Dermed stiger de årlige kommunale lønudgifter med 1,4 milliarder kroner mindre, end hvis man blot havde givet lønstigningerne som aftalte lønstigninger uden en reguleringsordning.

Besparelsen på de 1,4 milliarder kroner kommer dog ikke kommunerne til gode, forklarer kontorchef i KL’s Økonomiske Sekretariat, Morten Mandøe.

”Staten dækker de ekstra udgifter, som kommunerne får, hvis de skal give mere i løn end forventet som følge af reguleringsordningen. Den model virker selvfølgelig også omvendt. Derfor er der allerede taget højde for de lavere lønudgifter i økonomiaftalen for 2013, således at kommunerne får et tilsvarende lavere bloktilskud,” siger han.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes