Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

13.07.12 10:46

Kørselsprojekt giver mere service for færre penge

Kørselsprojekt giver mere service for færre penge
Varde Kommune har på tre år formået at skære en tredjedel af kommunens kørselsudgifter, uden at det er gået ud over serviceniveauet. Tværtimod har den kollektive trafik i kommunen fået et løft. Nu er projektet indstillet til en pris.

Da Varde Kommune i forbindelse med en sparerunde skulle finde godt 70 millioner kroner, besluttede byrådet i 2009 at nytænke det samlede kørselsområde. Målet var at effektivisere, give mere service for pengene og nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Se også

Varde er nu i mål med projektet. Og ud over at det på tre år er lykkedes kommunen at nedbringe de samlede kørselsudgifter fra 40 millioner kroner til 26 millioner kroner, hvilket svarer til mere end en tredjedel af det samlede kørselsbudget, så har den kollektive trafik i hele kommunen fået et serviceløft.

”Vi kunne se, at der blandt andet var et stort rationaliseringspotentiale på skolekørslen, fordi de mange skolebusser, vi havde via trafikselskabet var omkostningstunge og ufleksible. De var simpelthen for dyre i drift, fordi de havde for få køretimer. Så vi hjemtog skoleruterne fra trafikselskabet og fik via eget udbud af skoleruterne koordineret med en række andre befordringsordninger,” forklarer Claus L. Mikkelsen, udviklingskonsulent i Varde Kommune.

Årlig gevinst på 4,5 mio. kr.
Kommunen har fundet rationaliseringsgevinster ved at flette rutekørsler til skoler, lukket kørsel til specialklasser og kørsel til svømmeundervisning og skoleudflugter. Kørslerne er nu planlagt på de samme biler med en optimering af de enkelte ”vognløb” og er tilrettelagt, så opgaven kan løses via omkostningseffektive 19-23 personers minibusser i stedet for store busser.

”Den samlede besparelse på dette tiltag er alene 4,5 millioner kroner årligt og har blandt andet givet flere og bedre afgange til ungdomsuddannelserne på skoledage. Og dette produkt kan i øvrigt slet ikke bestilles via vores trafikselskab,” siger Claus L. Mikkelsen. 

Kørsel til læge og genoptræning i et nyt lys
I perioden fra 2010-2012 indkøbte Varde Kommune kørsel til læge og genoptræning fra det lokale trafikselskab til en pris på 22 kroner pr. passagerkilometer.

Men nu er den slags kørsel også kommet med i kommunens ”oprydning”. For i maj afsluttede Varde Kommune et kommunalt udbud, hvor en sammenslutning af lokale taxivognmænd vil udføre opgaven for 9 kroner pr. passagerkilometer. Det er en udgiftsreduktion på 60 procent.  

”Her må vi sige, at Deloitte-rapportens konklusioner om, at der er en offentlig besparelse ved at samle de kommunale kørselsudbud i trafikselskaberne langt fra gælder i vores område,” siger Claus L. Mikkelsen og henviser til en rapport fra Deloitte, der konkluderer, at kommunerne årligt samlet kan spare 430 millioner kroner, hvis alle kommunale kørsler til læge, daghjem, genoptræning og specialklasser centraliseres i trafikselskaberne.

Indstillet til pris
Succesen i Varde har betydet, at kommunens projekt nu er indstillet til TØF-prisen i 2012. TØF-prisen gives af Transportøkonomisk Forening og er en anerkendelse til en person, organisation, institution eller virksomhed, der har gjort en særlig indsats inden for transport- eller logistikområdet.

I indstillingen lyder begrundelsen, at projektet er et vellykket eksempel på, hvordan en stor landkommune i Udkantsdanmark med en målrettet og kreativ indsats kan udvikle sit transporttilbud til borgerne under kommunalreformens reguleringsform.

TØF-prisen er på 25.000 kroner, og vinderen vil blive udpeget af TØFs bestyrelse i efteråret 2012.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes