Kommuner skal have ret til at fjerne ulovligt parkerede cykler og flytte dem op til 300 meter væk. Forsikringsbranchen forlanger bedre skiltning.
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil give kommunerne tilladelse til at flytte ulovligt parkerede cykler og flytte dem op til 300 meter væk, uden at give ejeren besked.
Det sker for at give kommunerne et redskab til at håndtere et voksende virvar af parkerede cykler, der forhindrer ordentlige adgange til stationer og butikker for ældre, handicappede og udrykningskøretøjer. Det skriver metroXpress.
I Københavns Kommune hilser teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) initiativet velkomment.
”Det er vigtigt, at vi sikrer gode muligheder for cykelparkering og gør det nemt for københavnerne at finde deres cykler igen. Vi skal sørge for tydelig skiltning, så københavnerne kan se, hvor de kan finde deres cykler”, siger Ayfer Baykal.
Frygter flere tyveri-meldinger
Dermed afviser hun kritikken fra forsikringsbranchen, der frygter, at kommunens flytning af cyklerne vil føre til, at ejerne vil melde deres cykel stjålet i stedet for at hente dem på depotpladsen.
”Man kan jo tænke sig den situation, at der ikke er tilstrækkelig orientering til borgerne, fordi skiltet er blevet fjernet eller væltet”, siger konsulent Nanna Dalsgaard Wilkens fra Pension & Forsikring til avisen.
Men den situation vil Københavns by- og teknikborgmester afværge ved at sørge for tydelig skiltning, så det bliver nemt for borgerne at finde deres cykler igen.
Bliver lovforslaget vedtaget i Folketinget, træder ordningen i kraft i 2013.