Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

14.06.12 10:57

Kommunale millioner skyller ud i kloakken

Kommunale millioner skyller ud i kloakken
Vand, der løber de forkerte steder hen, koster hvert år 115 millioner kroner. Til gengæld kan det betyde nye arbejdspladser, hvis man løser problemet.

En ny undersøgelse, som brancheorganisationen DANVA har lavet for Miljøministeriet, viser, at kommunale institutioner hvert år mister omkring 115 millioner kroner på grund af vand, der fosser de forkerte steder hen.

Nye eksportrelaterede arbejdspladser
Undersøgelsen viser dog samtidig, at fire ud af ni adspurgte virksomheder inden for miljøteknologiske løsninger mener, at de ville kunne skabe nye eksportrelaterede arbejdspladser, hvis der kom en øget offentlig indsats på området.

”Der er masser af grønne job i at investere i at spare på vandet. Vi har en lang tradition for at tænke visionært, når det gælder rensningsmetoder og udvikling af miljøteknologiske opfindelser. Vi kan få stor succes med at eksportere til andre lande, så den chance skal vi gribe,” siger miljøminister Ida Auken (SF).

Penge at hente i toiletterne
Noget af det mest effektive man kan gøre er at udskifte gamle toiletter.

”Det er uacceptabelt at spilde vores begrænsede vandressourcer, og derfor skal vi i gang med at udskifte gamle, vandslugende toiletter. Desuden har vi ikke råd til at tabe de muligheder på gulvet, der ligger i at kunne videreudvikle og levere vandbesparende miljøteknologiske løsninger til resten af verden. Derfor skal teknologi, som kan spare på vandet, være i fokus i ministeriets fremtidige strategi for ny miljøteknologi,” siger Ida Auken.

Undersøgelsen viser også, at flere kommuner gerne medvirker til at spare på vandet, og at der generelt er interesse for at deltage i initiativer, der sikrer vandbesparelser.

Ti konkrete råd til kommuner og institutioner fra undersøgelsen

1. Implementer ressourcefordelingsmodeller, der sikrer at besparelser ved vandbesparende tiltag tilfalder samme kasse som udgiften til investeringen tages fra.

2. Mål vandforbruget og afregn efter reelt vandforbrug. Afdæk forbrugsmønstre ved brug af fjernaflæsning og reager hurtigt ved unormalt vandforbrug

3. Reducer vandforbrug fra gamle toiletter med stort vandforbrug, ved udskiftning til 2-skylstoiletter, toiletindsatser eller ved en delvis udskiftning til vandfri urinaler

4. Lav lækagesikring og drøft reduceret forsikringspræmie med forsikringsselskab pga. lækagesikring

5. Sæt fokus på det varme vand – der er både energi og vand at spare (anvend vandbesparende bruserarmaturer, optimer cirkulationssystem, overvej decentral varmtvandsproduktion ved renoveringer, mv.)

6. Skab synlighed af vandforbrug og besparelsestiltag i kommunale miljø- og energiledelsessystemer. Inkluder vandforbrug i evt. energirenoveringsprojekter. Sæt fokus på vandforbrug i indkøbsaftaler.

7. Øg vidensniveauet og udarbejd målrettet information til institutionerne

8. Implementer faste kontrol- og vedligeholdelsesrutiner

9. Gør brug af sensorer, hvor vandforbrug ved håndvaske pga. løbende haner vurderes at give unødigt vandspild.

10. Dokumenter resultaterne af vandbesparende tiltag og bidrag til formidling af erfaringer til andre kommuner og institutioner.

Yderligere materiale

Se også

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes