Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

24.08.09 16:33

KV 2009: Nye spor i kommunalpolitik

Valgperioden 2006-2009 har krævet en ekstraordinær stor arbejdsindsats i alle kommunalbestyrelser. Fokus har efter reformen været på stabil drift, men i valgperioden er der også lagt nye spor i kommunalpolitik, skriver KL’s formand Erik Fabrin i en kommentar forud for det kommende kommunalvalg.

Af Erik Fabrin

Kommunalvalget den 17. november 2009 er historisk: Det er det første valg efter kommunalreformen trådte i kraft 1. januar 2007.

Med reformen blev kommunernes rolle som det centrale omdrejningspunkt i velfærdssamfundet styrket væsentligt. Ud over traditionelle velfærdsområder, som børnepasning, folkeskole og ældrepleje overtog kommunerne ansvaret for en række andre borgernære velfærdsopgaver, så kommunerne i dag er hovedleverandør af velfærd til borgerne.

Det gælder på det sociale område, hvor kommunerne har overtaget ansvaret for voksne handicappede og for sårbare børn og unge. Det gælder på sundhedsområdet, hvor kommunerne med reformen fik ansvaret for genoptræning og forebyggelse. Og det gælder beskæftigelsesområdet, hvor vi i kommunerne den 1. august 2009 har overtaget ansvaret for det nye enstrengede beskæftigelsessystem.

Store, vigtige velfærdsopgaver, som kommunalbestyrelserne og de kommunale medarbejdere har løftet på fornem vis. Men også opgaver af en tyngde, der har betydet, at sikker drift i servicen til borgerne har været en væsentlig udfordring for mange kommunalbestyrelser i valgperioden.

At have fokus på driften vil fortsat være vigtigt. Men tiden er nu moden til, at de nye kommunalbestyrelser for alvor skal høste frugterne af kommunalreformen – og med fornyet styrke føre reformens visioner ud i livet. Visioner som bygger på en grundlæggende forestilling om, at opgaverne skal løses tæt på borgerne.

For mig at se, er det et af de vigtigste spor, der peger ind i den nye valgperiode for de nyvalgte kommunalbestyrelser. Kommunalbestyrelserne skal udnytte, at næste valgperiode starter med et andet udgangspunkt end sidst. Nu skal de nye muligheder for alvor gribes til gavn for borgerne.

Jeg vil gerne opfordre alle – borgere, politikere og medier – til aktivt at tage del i processen. Både ved at møde talstærkt op på valgdagen, men i høj grad også ved at deltage i debatten både før og efter kommunalvalget.

Udfordringer for de nyvalgte kommunalpolitikere bliver store – men det har aldrig været mere spændende at være i kommunalpolitik.

Godt valg den 17. november!

Faktaboks

KL følger valget til dørs med en valgsektion på www.kl.dk/kommunalvalg, hvor det også er muligt at tegne et gratis abonnement på nyheder om kommunalvalget. På siden vil du frem til valget kunne finde svar på en række spørgsmål om kommunalpolitik og det kommende kommunalvalg. Siden er særligt målrettet de mange journalister, som dækker valget.

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes