Bruxelles er det helt centrale mødested, når det drejer sig om EU og europæisk samarbejde. Det er grunden til, at KL et kontor i byen. Læs mere om den belgiske hovedstad og få relevant baggrundsinformation.
Bruxelles er over 1000 år gammel. I dag omfatter Bruxelles en sammenslutning af 19 kommuner, der former én af de tre regioner i Belgien. Ligeledes er byen hovedstad i Belgien og hovedkvarter for den franske og den flamske delstat. Bruxelles har også en vigtig international rolle som hjemby for EU's institutioner.
Som Belgiens hovedstad er Bruxelles tosproget. Det betyder, at både fransk og flamsk er officielle sprog i byen. Gadenavne og skilte vises altid på begge sprog. Desuden er den en kosmopolitisk by, hvor mange forskellige kulturer eksisterer sammen, og hvor mange forskellige sprog ligeledes høres i gaderne. Byens livlighed og internationale tilsnit er naturligvis tæt forbundet med dens rolle som samlingssted i Europa. Den kosmopolitiske karakter har også gjort, at man kan klare sig på engelsk de fleste steder, da byens handlende er vant til de mange turister og udenlandske forretningsrejsende.
Den 18. juni 1989 valgte Bruxelles' borgere for første gang deres regionale repræsentanter, og Bruxelles blev således en autonom region i lighed med den flamske og den vallonske region.
Grundlæggende er det relativt enkelt at finde rundt i Bruxelles. Byen er opbygget som en stor femkant, hvor den indre ringvej former en 5-kantet figur. Byens centrale turistattraktion, rådhuspladsen Grand Place ligger midt i femkanten. Udover det centrale Bruxelles og gågaderne omkring Grand Place, er det en fordel at kende lidt til EU-kvarteret øst fra centrum samt det finere forretningskvarter omkring Avenue Louise syd for centrum.
EU-institutionerne
Bruxelles er hovedkvarter for adskillige europæiske institutioner og er hjem for en lang række internationale organisationer. Med 159 ambassader og 2.500 diplomater er Bruxelles den by i verden med den næststørste diplomatiske repræsentation. Endelig er mange internationale firmaer også repræsenteret her.
I 1958 blev Bruxelles valgt til hovedkvarter for De Europæiske Fællesskaber, dét der i dag er EU. Her arbejder og mødes Europa-Parlamentet, Ministerrådet, Kommissionen, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.
EU-kvarteret udgøres primært af EU-institutionsbygningerne Leopold (Europa-Parlamentet) på Rue Wiertz, for enden af Rue de Luxembourg, Justus Lipsus (Ministerrådets bygning) samt Berlaymont og Charlemagne (Kommissionen), de sidste tre er placeret omkring den store rundkørsel Place Schuman, der udgør centrum i EU-kvarteret.
At arbejde i Bruxelles
Arbejdsugen i Bruxelles er noget længere end den danske på 37 timer. Går man eksempelvis forbi Kommissionens Berlaymont-bygning om aftenen, er der stadig lys i størstedelen af kontorerne ved 21-tiden. Til gengæld er frokostpausen oftest på ca. 1½ time, og mange tager gerne på café eller restaurant og spiser frokost.
Belgien
Belgien har som land været besat mange gange – også af vikingerne. Besættelserne går tilbage til Julius Cæsars gallerkrige f.Kr. og er i princippet fortsat til i dag – i daglig tale er det besat af EU.
Området har tre forskellige grænser: Religionsgrænsen, der befinder sig lidt oppe i Holland, den officielle landegrænse og sproggrænsen, der går gennem kommunerne syd for Bruxelles. Landet er overvejende katolsk og har lært at leve med (og i mange tilfælde af) det store antal udlændinge, der bor i landet i kortere eller længere tid. Dét, der dog fortsat skaber konflikter, er problemerne mellem den flamsktalende og den fransktalende del. Ingen tænker meget på det tyske mindretal i den østlige del af landet. Belgien er delt op i tre forskellige regioner: Flandern, Vallonien og Bruxelles.
Sprogfællesskaberne og regionerne
Der tales tre forskellige, officielle sprog i Belgien. Flamsk, fransk og tysk. Bruxelles er en mærkelig undtagelse. Byen ligger i det sydlige Flandern, hvor sproget er flamsk, men byen er tosproget og der tales både fransk og flamsk. Byen hører derfor ind under både det flamske og det franske sprogfællesskab. Hvert sprogfællesskab har et parlament og en regering. Parlamentet benævnes dog oftest som rådet (le Conseil/De Raad).
Sprogfællesskabernes fornemmeste opgave er at værne om hvert deres sprog og det pågældende sprogs kultur. Deres ansvarsområder er derfor bl.a. skolesystemet (undervisning, sprogbrug), kultur (teatre, biblioteker osv.), turisme og familiepolitik.
Samfundsstrukturen i landet kan virke lidt speciel på en udlænding. At et land, der er lidt mindre end Jylland, har seks regeringer og lige så mange regeringschefer, kan være svært at forstå. Det giver mere administration og bureaukrati at have så mange offentlige instanser, som Belgien har, men tilsyneladende føler belgierne, at landets ledelse kommer tættere på den enkelte borger med den nuværende struktur og dermed er mere vedkommende. Vallonerne og flamlænderne behøver ikke længere at forhandle og gå på kompromis hver gang, der skal tages beslutninger. Og det giver større handlefrihed for de forskellige befolkningsgrupper.
Landets størrelse: 32.545 km2 (som Jylland)
Befolkning: 10,3 mio. indbyggere
Befolkning i Bruxelles: 1,3 mio. indbyggere
Udlændinge: 800-900.000 (og stigende)
Officielle sprog: Fransk, flamsk, tysk
Valuta: Euro
Praktiske forhold og transport
Transportmidler
I Bruxelles er der både mulighed for at køre med bus, metro, metro-tram og sporvogn. Billetter købes ved indgangen til metroen.
Fra lufthavnen kan man med Airport Express bus (nr. 12) køre til Place Luxembourg, som ligger lige ved Europa-Parlamentet for kun 4 euro. Alternativt kan man tage med tog fra lufthavnen - der er afgange hvert 20. minut til byens tre banegårde: Gare du Nord, Gare Centrale og Gare Midi (koster 2,80 euro). En taxa fra lufthavnen til centrum koster 30-40 euro, alt efter hvor meget trafik der er på vejene.
Turistinformation
Bruxelles: Oplysninger fås i turistinformationskontoret på Grand Place, i Rådhusbygningen. Der findes sightseeing-busture med engelsksproget lydguide, som giver et godt overblik over byen.