Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

17.08.12 12:40

KL: Et skråplan hvis kommunerne skal betale borgernes gæld

KL: Et skråplan hvis kommunerne skal betale borgernes gæld
Holdningen fra KL er klar: Kommunerne skal ikke betale for de borgere, som ikke kan betale deres husleje.

KL’s udmelding kommer efter, at ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), overvejer en lovændring, som vil gøre kommunerne ansvarlige for at betale regningerne. 

Se også

Tal fra Domstolsstyrelsen viser, at antallet af udsættelsessager i hele landet er steget fra 3762 i 2008 til 4405 i 2011. Samtidig er det almene boligselskab KAB's samlede inkassokrav steget fra 20,7 til 72,1 millioner kroner i samme periode.

Ministeren over lovændring
Det er ofte borgere, som er blevet anvist en kommunal bolig, der ikke betaler. Det får ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), til at overveje en lovændring, så kommunerne får et større ansvar for de beboere, som de anviser en bolig.

”For en del af de beboere, der bliver sat på gaden, er det anden eller tredje gang, det sker. Men kommunerne har faktisk en pligt til at passe på disse mennesker; en pligt til at følge op på de borgere, de anviser en bolig. Og den pligt vil jeg gerne indskærpe kommunerne", siger ministeren til Politiken.

Kommuner sender et forkert signal ved at betale
Ifølge KL er flere og flere kommuner begyndt at sende boligstøtten direkte til boligselskabet, hvilket giver færre restancer og tab. Kommunerne er også blevet bedre til at sætte disse borgere under administration, så de sørger for, at der bliver betalt husleje, el og gas.

”Det vil sende et helt forkert signal, hvis kommunen skulle dække den opståede restance. Så vil andre måske tænke, at de ikke behøver at betale deres husleje, når nu kommunen går ind og dækker den. Så det er ikke noget KL synes er en god ide,” siger konsulent i KL, Rafai Atia.

København ser fordel i kommunal betaling
Overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S), mener, at der er en økonomisk fordel i at betale huslejen for beboere, så de ikke bliver sat på gaden.

”Vi kan jo se, at det i mange tilfælde er langt dyrere at genhuse de borgere, der bliver sat på gaden, end at hjælpe dem med at betale huslejen, så de kan blive boende. Derfor mener vi, at de kommunale socialrådgivere skal have en mulighed for at træde til og hjælpe med at betale huslejen, hvis en borger er kommet bagud", siger Frank Jensen til Politiken.  

Rafai Atia er enig i, at det er billigere at betale huslejen for folk end at genhuse dem, men understreger, at det på den lange bane ikke løser problemet. Risikoen er, at incitamentet til selv at betale egne udgifter mindskes.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes