Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

26.06.12 11:26

Elever advarer: Husk praktikpladserne

Elever advarer: Husk praktikpladserne
Repræsentanter fra studenter-, lærlinge og elevorganisationer har henvendt sig til børne- og undervisningsminister Christine Antorini med et råb om, at politikerne husker de omkring 10.000 unge, som står uden praktikplads.

I forbindelse med de nu afdøde trepartsforhandlinger havde regeringen lagt op til at finde en ”langsigtet løsning på praktikpladsproblemet”. Men nu er forhandlingerne lagt på is, og elevorganisationerne frygter derfor, at manglen på praktikpladser bliver glemt, skriver Avisen.dk.

I et fælles udspil kaldet ”Ungepagten 2012” giver de deres bud på, hvordan man løser uddannelsesproblemer og ungdomsarbejdsløshed.

Regeringen oprettede 3000 ekstra skolepraktikpladser i efteråret, men det er for få og kvaliteten er for dårlig, mener eleverne.

”I stedet for at køre de klassiske skolepraktikforløb – hvor man murer en væg op, piller den fra hinanden, og så murer den op en gang til – så skal skolepraktikstederne fungere som en reel virksomhed og køre på markedsvilkår,” siger Christian Treholt, formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation til Avisen.dk.

Se også

Drøftelser efter sommerferien
Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini (S) har ved flere lejligheder sagt, at problemet ikke er glemt, og hun siger til Avisen.dk, at hun vil drøfte problematikken med både arbejdsgiver – og arbejdstagersiden efter sommerferien.

”Vi vil skabe øget adgang til skolepraktik og bruge sociale klausuler, når det offentlige bygger eksempelvis et supersygehus. Så skal vi tænke i praktikcentre, hvor man kan skrue uddannelsen sammen af både virksomheds- og skolepraktik,” siger ministeren.

Kommunerne opretter praktikpladser som aldrig før
Tal for Børne- og Undervisningsministeriet har netop vist, at kommunerne i 2011 oprettede 15.500 praktikpladser. Det er det højeste nogensinde, og cirka 1000 flere end aftalt mellem KL og staten.

”Det viser, at kommunerne løfter et væsentligt socialt og uddannelsespolitisk ansvar for at sikre, at unge er i gang og ikke fastholdes i passivitet,” sagde formanden for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg Jacob Bundsgaard, da tallene blev offentliggjort i midten af juni.

”Vi kan se, at indsatsen giver resultater, eftersom antallet af helt passive unge er klart faldende. Men vi har fortsat store problemer med ungeledighed og mangel på praktikpladser, som vi skal have løst. Jeg håber derfor, at også private arbejdsgivere vil løfte et større ansvar for at oprette praktikpladser,” sagde Jacob Bundsgaard.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes