Forældrene til en tre-årig dreng, der sidste år døde ved en ulykke i en af kommunens børnehaver, har aftalt en erstatning med Slagelse Kommune.
Forældrene får 230.000 kroner af Slagelse Kommune. Beløbet dækker forældrenes udgifter til blandt andet begravelse og psykologhjælp i tiden efter sønnens død.
Der er dog ikke tale om, at Slagelse Kommune tager ansvar for ulykken:
”Sådan kan man ikke tolke det, hverken i plus eller i minus. Det er ikke det, som har været temaet for aftalen. Det er ud fra en rimelighedsbetragtning. Slagelse Kommune vil gerne dække de udgifter, familien har haft i forbindelse med ulykken,” siger uddannelsesdirektør Vivi Lindhardt, Slagelse Kommune, til Sjællandske.
Ulykken, hvor drengen blev kvalt i sin elefanthue, gav ikke anledning til nogen sigtelser mod børnehavens personale eller ledelse.