Alvorlige fejl inden for det almene nybyggeri er næsten blevet elimineret. Offentlige bygherrer er blevet mere bevidste om deres rolle, lyder det fra branchen.
I løbet af 20 år er antallet af alvorlige fejl inden for det almene byggeri faldet fra over 25 procent til to procent.
Det viser en ny opgørelse over etårs-eftersyn fra Byggeskadefonden, der i mere end 25 år har holdt øje med boligbyggeri inden for det statslige og kommunalt støttede byggeri og boligbyggerier.
Ifølge Licitationen – Byggeriets Dagblad er årsagen til det markante fald, at de offentlige bygherrer i meget større grad tager aktiv part i byggeprocessen i tæt dialog med de udførende.
”Der er sket en meget stor udvikling inden for dette område og den primære forklaring på det store fald i væsentlige svigt er, at der er en stadig mere intensiv dialog mellem byggeriets forskellige parter”, siger sekretariatschef i Byggeskadefonden, Ole Bønnelycke, til avisen.
Han tilføjer, at de offentlige bygherrer er blevet mere bevidste om vigtigheden af kvalitetssikring og om deres ansvar og evne til at skabe kvalitet.