Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

07.09.12 10:20

Farmaceuter får deres indtog på plejehjem

Farmaceuter får deres indtog på plejehjem
Københavns Kommune og 17 apoteker indgår nu et samarbejde for at nedbringe antallet af medicinrelaterede indlæggelser af plejehjemsbeboere.

Embedslægens tilsynsrapport for 2011 viste, at der er problemer med medicindoseringen og opfølgning på medicinske forløb på landets plejehjem. I syv procent af stikprøverne var der uoverensstemmelse mellem antallet af tabletter på medicinskemaet og antallet af tabletter i doseringsæskerne. 

Se også

Generelt handlede problemerne omkring medicinhåndtering om manglende dokumentation, fx begrundelse for behandling, medicinens navn, dispenseringsform og styrke. Samtidigt var 40 procent af alle indlæggelser af ældre på medicinske afdelinger på grund af lægemiddelrelaterede problemer.

Farmaceuter på skolebænken
For at forsøge at komme problemerne til livs har Københavns Kommune og 17 apoteker indgået et samarbejde. Det skriver fagbladet Farmaci.

I løbet af fire måneder bliver 2000 plejehjemsbeboere tilbudt en gennemgang af deres medicin. 17 apoteker vil stille med 30 farmaceuter, som dog skal på kursus, inden de kan træde ind i projektet:

”Mange tror, at ældre på plejehjem er mere friske, end de i virkeligheden er. Derfor understreger vi, at der ikke nødvendigvis er tale om gamle mennesker i rent aldersmæssig forstand, men derimod mennesker, som først og fremmest er funktionsmæssigt meget gamle. Det er nemlig afgørende for hvilke ændringsforslag til medicinen, der er relevante for patienterne,” siger farmaceut og ph.d. studerende Anton Pottegard fra Syddansk Universitet, som står for kurset, til Farmaci.

Ældresagen: Et rigtigt godt initiativ
På kurset får farmaceuterne viden om behandling af ældre patienter med lange medicinlister, undervisning i kommunikation med andre sundhedsprofessionelle på plejehjemmet og praktisk erfaring med medicingennemgang. De skal desuden lære, at patienten kommer før lægemidlerne.

Hos Ældre Sagen er man glade for tiltaget: 

Se også

”Det er et rigtig godt initiativ, for der er uden tvivl et behov for medicingennemgang på plejehjem. Det var netop et af Ældrekommissionens forslag, at der skulle være en årlig gennemgang af de ældres medicin i et samarbejde mellem plejehjemmet, apoteket og en fast tilknyttet læge. Ellers er der alt for mange, der bliver indlagt og genindlagt på grund af fejlmedicinering. Medicingennemgang kan altså give højere livskvalitet og en bedre sundhedstilstand for beboerne, og samtidig er der samfundsmæssige ressourcer at spare,” siger administrerende direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes