Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

27.08.12 14:11

Faglige organisationer savner svar om dagpenge

Faglige organisationer savner svar om dagpenge

Foto: Colourbox.com

Flere faglige organisationer mener, at finansloven mangler bud på, hvad der skal ske med ledige, der falder ud af dagpengesystemet.

De faglige organisationer finder mange positive elementer i regeringens forslag til finanslov, men savner svar på, hvad der sker med ledige, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet.

”Vi må for alt i verden ikke glemme de ledige, der lige nu står til at falde ud af dagpengesystemet. De kan ikke bruge de fremadrettede initiativer, for de står med et problem her og nu, og det, forventer HK, bliver løst,” siger Kim Simonsen, formand for HK.

Lignende toner lyder fra FTF:

"Regeringen bliver nødt til at give nogle svar her og nu. Vi kan som samfund ikke være tjent med, at nogle bliver overladt til sig selv. Forkortelsen af dagpengene blev aftalt, da man troede, at krisen ville være ovre nu. Det er den ikke, og det må regeringen forholde sig til,” siger FTF's formand Bente Sorgenfrey.

Efterlyser kickstart
FOA efterlyser initiativer til de ledige og en ”rigtig kick-start”.

”Der er de sidste to år skåret 37.441 job i kommuner og regioner. Det betyder ringere service, dårligere velfærd og længere ventetider. Der er jo i virkelighedens verden masser af job her til de mennesker, der i dag står til at miste deres forsørgelsesgrundlag,” siger FOAs formand Dennis Kristensen.

3F glæder sig over, at der er afsat penge til unge og ufaglærte, men efterlyser flere job. Blandt andet fordi ledighedskurven ikke ser ud til at knække i 2013.

”En halv milliard kroner til uddannelse af ledige er fint. Men det ændrer ikke på, at vilkårene for de ledige er strammet ud over det rimelige. Der skal findes løsninger. Særligt for den store gruppe over 50 år, der står til at miste deres dagpenge, fordi der ikke er job,” siger 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen til Fagbladet 3F.

Glæder sig over uddannelsesgaranti
LO’s formand Harald Børsting glæder sig over, at finanslovsforslaget sikrer en uddannelsesgaranti for unge på erhvervsuddannelserne.

”Ligeledes er det rigtigt i en tid med arbejdsløshed, at regeringen prioriterer et uddannelsesløft til de ledige, der kvalificerer dem til fremtidens job. Men det er nødvendigt med yderligere initiativer over for den udfaldstruede gruppe af langtidsarbejdsløse, og LO vil medvirke til konstruktive løsninger i løbet efteråret og bakke op om sådanne initiativer i finansloven,” siger Harald Børsting.

Se alle artikler i temaet

Annonce

Annonce

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes