Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

29.10.12 07:58

Esbjerg undskylder fejl i børnesager

Esbjerg undskylder fejl i børnesager

Foto: Colourbox.com Foto: Colourbox.com

En ny rapport fra Ankestyrelsen slår fast, at 33 sager ud af 100 af de mest komplekse sager med udsatte børn og unge i Esbjerg Kommune indeholder stærkt kritiske forhold. Sagsbehandlingen skal forbedres, lyder det fra kommunen.

Ankestyrelsen har undersøgt 100 af de mest komplekse børnesager i Esbjerg Kommune. 33 af sagerne indeholder stærkt kritiske forhold, og 44 sager vurderes som kritiske.

”Det er dybt beklageligt. Rapporten viser med al tydelighed, at sagsbehandlingen i mange tilfælde har været for dårlig og for langsom. Det kan vi på ingen måde acceptere. Jeg er ked af, at der er børn, der ikke har fået den hjælp, de skulle have haft, men vi gør nu alt, hvad vi kan for at få rettet op på vores sagsbehandling,” siger Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup (V) og fortsætter:

”På trods af, at kommunen siden 2009 har iværksat flere initiativer for at sikre en ordentlig sagsbehandling, må vi konstatere, at der stadig er et stykke vej, før kvaliteten er i orden. Vi har derfor i tæt samarbejde med en Task Force under Socialministeriet udarbejdet en række nye initiativer for vores ledere og rådgivere, som skal være med til at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen, så der tages hånd om de udsatte børn og unge.”

Mange initiativer igangsat
Kommunen har desuden i gang sat en række andre initiativer. Fx har kommunen etableret et nyt beredskab for personale, der får mistanke eller viden om vold og seksuelle krænkelser mod børn og unge. Endvidere har Byrådet i et år, hvor der ellers er besluttet meget store besparelser, prioriteret yderligere seks millioner kroner årligt fire år frem til området, bl.a. til at ansætte flere kvalificerede rådgivere.

”Jeg er meget skuffet over, at vi ikke er kommet længere med implementeringen af de initiativer, vi startede tilbage i 2009, og at der stadig er sager, der af Ankestyrelsen bedømmes som kritiske. Det er problematisk, men jeg ved, at såvel ledelsen som medarbejdere allerede i flere måneder har ydet en ekstraordinær indsats, og at der er taget nye arbejdsgange i brug. Jeg ved også, at det ligger alle politikere, medarbejdere og ledelse meget på sinde, at vi varetager børnenes behov på en betryggende måde,” siger formand for Børn og Familieudvalget Hans Erik Møller.
 
Esbjerg Kommune har oplevet en voldsom stigning i antallet af underretninger, der er steget med cirka 270 procent siden 2009.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes