Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

08.10.12 08:44

Enhedslisten: Jobgaranti til langtidsledige

Enhedslisten: Jobgaranti til langtidsledige
Tusindvis af velfærdsjob skal genetableres. Og kommunerne skal have et klart incitament til at ansætte langtidsledige, kræver Enhedslisten forud for forhandlingerne om finansloven.

Der skal udstedes en garanti til alle ledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet: De skal enten tilbydes et fuldtidsjob eller en uddannelsesplads. Ellers vil Enhedslisten ikke være en del af et finanslovsforlig.

Se også

Det siger partiets finansordfører, Frank Aaen, til Politiken, forud for forhandlingerne om næste års finanslov, der indledes tirsdag.

”Det, der i givet fald skulle skille os, ville være, at regeringen accepterer, at adskillige tusinde familier går økonomisk bankerot, fordi de mister deres forsørgelsesgrundlag og bliver tvunget til at flytte fra deres hus. Det er næppe et fornuftigt punkt at bryde med Enhedslisten på”, siger Frank Aaen til Politiken.

Økonomisk gulerod
Jobbene til de langtidsledige skal blandt andet sikres ved, at kommunerne årligt får et tilskud - i dette tilfælde 130.000 kroner - for hver stilling, der oprettes til en langtidsledig i servicefag.

På den måde ønsker Enhedslisten at genskabe nogle af de mange tusinde job, der i de senere år er blevet nedlagt i kommunerne på de borgernære velfærdsområder som følge af den stramme økonomi.

Enhedslisten ønsker samtidig, at langtidsledige skal sendes foran i køen, når kommunale job skal genbesættes. Kommuner skal forpligtes til at kalde mindst én langtidsledig til samtale, og bliver vedkommende ansat, hæver kommunen efter et halvt år en bonus på 20.000 kroner.

På den måde får kommunerne en økonomisk gulerod i at hyre langtidsledige frem for andre kandidater.

Kølig modtagelse
De skærpede krav bliver modtaget med kølighed af regeringspartierne.

”Noget af det lyder som en gevaldig udfordring. Det er ikke umiddelbart på tegnebrættet. Men der kan ske meget i politiske forhandlinger, så lad os nu se,” siger Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen, til Politiken.

SF’s finansordfører, Jonas Dahl, siger:

”Umiddelbart lyder det som et stort indgreb at stille firkantede garantier for, at alle skal have et job eller uddannelse. Men vi er enige med Enhedslisten i, at vi står over for en stor opgave med at hjælpe så mange som muligt af dem, der står til at falde ud af dagpengesystemet”.

Forsker advarer
Hverken finansminister Bjarne Corydon eller KL har ønsket at kommentere oplægget. Men arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet advarer mod Enhedslistens planer:

”Ideen i at forkorte dagpengeperioden og stramme genoptjeningen er jo netop, at folk skal intensivere deres søgning, søge bredere og sænke deres lønkrav. Men udsteder man en sådan garanti, tager man presset væk,” siger Flemming Ibsen til Politiken.

Han advarer også imod at lade det offentlige tage imod de ledige.

”Det strider mod en langsigtet holdbar finanspolitisk linje. Set ud fra en nøgtern arbejdsmarkedspolitisk vurdering vil det mest fornuftige være at satse på ordninger i den private sektor,” siger Flemming Ibsen.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes