31 kommuner gennemfører prøvevalg for de 16-17-årige i forbindelse med kommunalvalget. 50.000 unge får derved muligheden for at stemme.
Som et led i indsatsen for at vække de unges politiske interesse og engagement for det kommunale demokrati har i alt 31 kommuner besluttet at gennemføre digitale prøvevalg for de 16-17-årige. 50.000 unge får derfor mulighed for at gå til de elektroniske stemmeurner i forbindelse med kommunalvalget i november.
Nogle kommuner har i stedet for prøvevalg valgt at organisere andre indsatser rettet mod de unge i forbindelse med valget, for eksempel etablering af ungdomsråd og udarbejdelse af en ungdomspolitik.
Køge Kommune lancerede i februar måned i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og KL's Konsulentvirksomhed (KLK) et prøvevalg – 30 andre kommuner har sidenhen taget idéen til sig.
Som led i forberedelserne af prøvevalgene har DUF og KLK understøttet interesserede kommuners arbejde med prøvevalgene. Det er sket i form af bl.a. netværksmøder, hvor kommunerne har kunnet dele viden, inspirere hinanden og opnå de bedste løsninger på et prøvevalg.
Prøvevalgene er samtidig en lejlighed for kommunerne til at prøve digitale valghandlinger af. Kommunerne benytter forskellige metoder og it-løsninger tilpasset den enkelte kommunes behov, og afviklingen af prøvevalgene evalueres efterfølgende. På den måde kan der trækkes på erfaringerne ved evt. fremtidige landsdækkende digitale valg.
I linkene til højre kan du læse mere om:
- baggrund og nyheder om prøvevalgene for de 16-17-årige
- hvilke kommuner der gennemfører prøvevalg.