Markante driftsbesparelser, intelligente investeringer og velfærdsteknologi. Det er nogle af de løsninger, der skal bringe Esbjerg Kommunes budget for næste år i balance.
Esbjerg Kommunes budgetaftale for 2013 er netop i hus. Og det er alle partier i byrådet, der står bag den nye aftale, som vil skabe ligevægt i kommunens trængte økonomi.
Der hviler et hårdt pres på kommunens husholdningsbudget, fordi udgifterne vedvarende overstiger indtægterne, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Men presset på kommunens kassebeholdning bliver nu bremset gennem besparelser på driften for ca. 590 millioner kroner i årene 2013 - 2016. Forligspartierne har desuden valgt at udskyde en række anlægsinvesteringer for ca. 60 millioner kroner.
Besparelserne rammer bl.a. kommunens helhedsskole, hvor man bl.a. fjerner de såkaldte overlapstimer, hvor pædagoger indgår som ekstra støtte i den obligatoriske skoleundervisning. Det giver en besparelse på ca. 84 mio. kr.
Intelligente investeringer
Omvendt rummer budgetaftalen også en række investeringer, der kan sikre fremtidige besparelser på driften. I alt indeholder aftalen otte-ti intelligente investeringer på ca. 54 millioner kroner, der skal give en besparelse på ca. 66 millioner kroner. Kommunen investerer bl.a. i nye loftlifte og ny velfærdsteknologi inden for omsorgsområdet.
Partierne understreger, at de har været igennem en vanskelig prioriteringsproces, men at de nu er tilfredse med, at der nu bliver skabt balance i økonomien.