Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

24.05.12 15:36

Borgmester: Mesterskab styrker Furesø

Borgmester: Mesterskab styrker Furesø
FC Nordsjællands mesterskab vækker glæde i Furesø Kommune, fortæller borgmester Ole Bondo Christensen. Og mesterskabet kan tænkes ind i kommende brandingstrategier.

FC Nordsjællands sikrede sig sit første danske mesterskab i fodbold ved at slå AC Horsens 3 - 0 onsdag aften. Samtidig kvalificerede klubben sig til Champions League.

Det flotte resultat og den efterfølgende positive omtale glæder Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen (S).

”Det giver en stolthed, glæde og sammenhørighedsfølelse, og det er godt for en sammenbragt kommune som Furesø. Stemningen op til og under kampen og forløsningen bagefter, hvor alle falder hinanden om halsen og oplever at have noget sammen, det er, som da Danmark vandt EM i sin tid - bare i kommunemål,” fortæller Ole Bondo Christensen.

Sætter fokus på kommunen
Og mesterskabet giver ifølge Ole Bondo Christensen også nogle positive sidegevinster.

”Det er med til at sætte fokus på Furesø som kommune og det, vi gerne vil være – nemlig en attraktiv bosætningskommune i hovedstadsregionen. Det kan betyde alverden, at  vi kan gøre opmærksomme på os selv både i forhold til beboere og erhvervsliv,” siger Ole Bondo Christensen.

Han  nævner, at det også går godt med andre sportsgrene i kommunen. Eksempelvis har man i Farum den årlige WTA-turnering i tennis, hvor Caroline Wozniacki - der er opvokset i kommunen - spiller.

”Vi laver arrangementer, hvor erhvervs- og sportsliv er repræsenteret sammen. Og vi skal i gang med en brandingkampagne af Furesø som erhvervskommune her i efteråret, og der vil vi helt klart også slå på, at vi er den kommune, hvor danmarksmesterskabet i fodbold røg til i år,” siger Ole Bondo Christensen.

Farum-sagen er fortid
Den glædelig begivenhed kommer efter, at Farum-sagen igen har været oppe i medierne, da Farum-kommissionens rapport for nylig blev færdiggjort. Daværende borgmester Peter Brixtofte blev i sin tid blandt andet dømt for på ulovlig vis at have kanaliseret midler fra den daværende Farum Kommune over i fodboldklubben, der dengang hed Farum Boldklub.

Ole Bondo Christensen understreger, at fokus er et andet sted i dag.

”Jeg tror, at langt de fleste borgere er kommet videre og har sagt, at det var noget, der skete for mere end ti år siden. Der er ryddet gevaldigt op i økonomien, og administrativt er vi et helt andet sted i dag. Nu er FC Nordsjælland vores klub her i Furesø Kommune, og det her er bare med til styrke Furesø som en attraktiv kommune,” siger Ole Bondo Christensen.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes