Vi kender dem godt, talenterne. De er gode til noget. De kan blive blandt de bedste, hvis de udvikles, opmuntres og næres. De giver energi at være sammen med. Vi bliver glade og stolte, når de får succes.
Der findes også talenter i kommunerne. Nogle af dem er ledertalenter. Vi lader lige billedet stå et øjeblik. For i en anden boldgade taler vi om rekrutteringsudfordringen de kommende år – en hel del. Ikke mindst om, at hver anden offentlig leder pensioneres i løbet af de næste 8-10 år. Men som bekendt skal handling følge ord, hvis der skal ske noget. En væsentlig indsats handler netop om at spotte og dyrke de ledertalenter, som i de rette hænder bliver de næste ledere. Det er derfor mere end glædeligt, når kommuner tager fat på talentudvikling.
Men hvordan gør man? De største talenter er ikke altid dem, der råber højest. Og talentet ved ikke altid selv, at han eller hun er et talent. Flere kommuner har efterlyst input til mere systematisk talentspotting og -udvikling. Væksthus for Ledelse har derfor nu udsendt en guide, hvor kommunerne kan hente både erfaringer og værktøjer til konsekvent talentudvikling.
Talentarbejdet bør forankres hos topledelsen! Guiden vil derfor kunne bidrage til, at topledelsen i den enkelte kommune fastlægger ambitionsniveau og mål for arbejdet. Men den vil også give HR-afdelinger og alle ledere et godt afsæt for programmering og gennemførsel af talentarbejdet, hvor talentspotting, udvælgelsesmetoder, arbejdsdeling, roller, læringsformer og forløb sættes i system.
Rekrutteringsudfordring og generationsskifte er en selvstændig begrundelse for at tage fat i talentarbejdet. Der er imidlertid mindst tre væsentlige supplerende grunde til, at det bør ske: For det første kan talentprogrammer være med til at målrette, at vi får de bedste ledere på pladserne, fordi vi aktivt tager fat i dem med talent for ledelse.
For det andet kan vi med nyt blod forny og perspektivere vores hidtidige måde at gøre tingene på. Talenterne bliver innovatorer. For det tredje kan man undervejs i talentprogrammerne sikre overførsel af organisationens vitale know how fra de ældre til de yngre.
Guiden "De næste ledere" kan rekvireres hos Væksthus for Ledelse på info@lederweb.dk