På baggrund af voldsepisoden i Vollsmose og angrebet på Odense Universitetshospital, efterlyser Odenses Borgmester et bedre samarbejde mellem politi, kommune og boligselskaber i Odense.
Mandag aftens begivenheder i Odense får nu byens borgmester Anker Boye (S), til at efterlyse skrappere våben i kampen mod de rivaliserende bander, som stødte sammen til en ramadan fest i Vollsmose.
”For at kunne gøre vores arbejde bedre, har vi brug for, at vi kan dele lidt flere af de oplysninger, vi har om de personer, der er i politiets søgelys, og som helt øjensynligt er en del af det kriminelle miljø,” siger Anker Boye til Ritzau.
Kommunen samarbejder allerede med politiet og boligselskaberne i projektet ”Tryg By”, og det er det samarbejde Anker Boye nu vil styrke.