Det danske velfærdssamfund står over for nogle betydelige udfordringer de kommende år, såvel økonomisk som rekrutteringsmæssigt. Det nødvendiggør en bred politik debat om, hvordan det danske velfærdssamfund kan fremtidssikres. KL har med ”Vilje til Velfærd” peget på en række temaer, der bør bringes ind i denne diskussion.
Det danske velfærdssamfund skal bevares. Også i fremtiden skal den offentlige sektor i Danmark kunne tilbyde velfærdsydelser på et højt kvalitetsniveau. Og velfærdssamfundet skal bidrage til at forbedre Danmarks konkurrenceevne, bl.a. via et velfungerede uddannelsessystem.
Velfærdssamfundet står imidlertid over for nogle betydelige udfordringer, såvel økonomisk som rekrutteringsmæssigt.
Der forventes allerede i år et underskud på de offentlige finanser i nærheden af et trecifret milliardbeløb. Og der er ingen udsigter til, at de økonomiske problemer forsvinder af sig selv. Samtidig vil arbejdsstyrken blive reduceret betragteligt de kommende år – hver gang otte personer forlader arbejdsmarkedet vil kun fem nye komme til.
Det stiller krav om reformer, hvis velfærdssamfundet skal fremtidssikres. Alternativet er, at velfærdssamfundet på sigt bryder sammen både økonomisk og personalemæssigt. Hvis man alene planlægger, at den offentlige sektor skal spare sig ud af de fremtidige udfordringer, så vil det i allerhøjeste grad få konsekvenser for serviceniveauet.
Der er behov for at få rejst en bred politisk diskussion i alle kredse af det danske samfund om, hvordan velfærdssamfundet skal fremtidssikres. KL har med ”Vilje til Velfærd” peget på en række temaer, der bør bringes ind i denne diskussion. ”Vilje til Velfærd” kan downloades i menuen til højre.