Indhold

28.11.16 11:19

Velkommen til den nye regering

Velkommen til den nye regering

KL-formand Martin Damm ser frem til samarbejdet med den nye regering.

KL-formand Martin Damm byder velkommen til den nye regering og de nye ministre og glæder sig til samarbejdet. KL ser frem til dialog om ikke mindst erhvervsfremme, folkeskole, ungdomsuddannelser og fornyelse af den offentlige sektor.

”Vi glæder os til samarbejdet med den nye regering og de nye ministre. Og vi ser frem til dialog om de punkter i regeringsgrundlaget, som er helt centrale for kommunerne, blandt andet folkeskole, ungdomsuddannelser, erhvervsfremme og fornyelse af den offentlige sektor.”

Sådan lyder KL-formand Martin Damms velkomst til den nye regering med deltagelse af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Han glæder sig over, at det i regeringsgrundlaget slås fast, at erhvervsfremmeindsatsen skal forenkles, og her har Martin Damm et godt råd til den nye erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K).

”KL’s budskab er, at ambitionerne bør være meget høje i forhold til for alvor at få forenklet erhvervsfremmeindsatsen. I dag er den spredt på alt for mange aktører og er alt for uoverskuelig for virksomhederne. Og indsatsen bør forankres i kommunerne, som er den naturlige indgang for virksomhederne.”

Kommunalt ansvar for unge

Martin Damm glæder sig også over, at regeringen lægger op til, at kommunerne skal have det entydige ansvar for at hjælpe unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.

”Det ansvar påtager vi os meget gerne. I dag er uddannelsestilbuddene til de unge samlet i et væld af forskellige lovgivninger, som forhindrer koordination og helhedstænkning. Vi ser meget gerne en forenkling og samling af reglerne og kommunerne som den eneste indgang til visitation, vejledning og uddannelsesplanlægning. Det vil skabe en mere effektiv indsats til gavn for både de unge og samfundet,” siger Martin Damm.

Afgørende med ro om folkeskolen

KL-formanden er også tilfreds med, at regeringen vil understøtte den fortsatte gennemførelse af folkeskolereformen.

”Det er glædeligt, at det i regeringsgrundlaget slås fast som afgørende, at der fortsat sikres ro om folkeskolen. Men jeg kan være lidt bekymret for, at der samtidig lægges op til at forhøje tilskuddet til privatskolerne yderligere. Som jeg skrev i et brev til undervisningsministeren i sidste uge, finder KL det afgørende, at privatskolerne ikke tilgodeses på bekostning af folkeskolen. Og KL indgår meget gerne i dialog om, hvordan det sikres,” siger Martin Damm.

Han er positiv over for den særlige indsats for at løfte de fagligt svageste elever i folkeskolen, som den nye regering vil afsætte 500 millioner kroner til over tre år. Men Martin Damm slår dog fast, at der skal findes en enkel model for udmøntning af pengene, så de går til reelle forbedringer for eleverne og ikke bureaukrati og administration.

KL tager også positivt imod regeringens planer om fornyelse af den offentlige sektor, blandt andet ved at nedsætte en ledelseskommission, som skal understøtte god ledelse i hele den offentlige sektor. Den dialog indgår KL meget gerne i, ligesom KL-formanden hilser velkomment, at den nye regering vil etablere flere frikommuneforsøg fra 2018.

Annonce

Annonce

Annonce