De næste par måneder forhandler Euro-landene om en ny finanspagt med deadline i marts. Merkel og Sarkozy mødes inden da på skift i Berlin og Paris, og det står nok temmelig fast, at vores statsminister som EU-formand vil støtte Merkel, og binde Danmark til den nye aftale, uanset hvad kansleren finder på at stille krav om, og uanset hvad danske meningsmålinger fortæller.
Derfor skal regeringen i 2012 tage stilling til, om den nuværende genopretningsplan frem til 2020 opfylder de nye krav og – måske endnu vigtigere – om den er tilstrækkelig til at bevare finansmarkedernes nuværende tillid til dansk økonomi. Meget tyder på, at svaret er nej, og 2012 kan derfor blive en ny affyringsrampe for velfærdsøkonomiske reformer.
Det har statsministeren faktisk allerede annonceret i den nytårstale, som nogle politiske kommentatorer mener, var for ukonkret. Statsministeren lovede reformer på skatteområdet, og reformer af førtidspension og kontanthjælp, og hun gav garanti for store besparelser og nedskæringer i de offentlige udgifter! Sindene skal stemmes til den virkelighed, som mange danskere mener, kun er et sydeuropæisk fænomen.
Færre på overførselsindkomst
Men statsministerens nytårstale var et signal om, hvad der skal ske med den offentlige økonomi og vores velfærdsydelser. Og faktisk er der god grund til at forskyde nogle af de tektoniske plader, som den danske velfærdsmodel står på. En forskydning kan nemlig fjerne nogle af de spændinger, der til sidst ellers risikerer at udløse et større skælv under den danske velfærdsmodel.
Den kommunale økonomi vil i høj grad blive berørt af disse reformovervejelser i regeringen. Både på kort sigt i forhold til budget 2013 og på den lidt længere bane frem mod 2020.
Det gælder først og fremmest balancen mellem de offentlige udgifter til overførsler og til velfærdsservice. Den tidligere regering tog i 10 år tilløb til en lovgivning, som den nye regering netop har bragt gennem Folketinget inden jul. Men forskydningen mellem udgifter til overførsler og til service er først lige begyndt.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har allerede annonceret, at der kommer nye reformer, så det nuværende antal overførselsmodtagere på knap 800.000 personer i den arbejdsdygtige alder kan reduceres. Strategien er at øge arbejdsudbuddet, men det sker kun, hvis omfanget af rettigheder til overførsler begrænses, og styrken i de økonomiske incitamenter til en arbejdsindsats forøges. Kommunerne skal ruste sig til at levere resultater på den dagsorden, og ikke mindst til de økonomiske konsekvenser for kommunekassen, hvis resultaterne udebliver.
Offentligt og privat ansvar
Stigende indkomstforskelle mellem pensionister og udvikling af ny velfærdsteknologi vil fremover sætte stadig større spørgsmålstegn ved fordelingen af det offentlige og private ansvar. Ankestyrelsens beslutning om robotstøvsugere illustrerer i miniformat perspektiverne. Hvornår bliver robotstøvsugeren et alment velfærdsgode, som borgeren selv har ansvar for? Og hvor få år går der, før tilsvarende overvejelser skal gøres om andre velfærdsteknologier i eget hjem som skærmkommunikation, systemer til talegenkendelse og intelligente toiletter. Det er nu, regeringen skal i gang med overvejelser om, hvor stor en andel af den offentlige velfærdsservice, der er bestemt af rettigheder, og hvor stor en andel der tildeles efter en (lokal)politisk behovsvurdering.
Rettelsen af korrekturfejlen i regeringsprogrammet om tilkøbsydelser antyder, at en del af regeringen endnu holder godt fast i rettighedsprincippet. Tilkøbsydelser er nemlig et rigtig godt redskab til at skelne mellem det offentlige og private ansvar – men det er ind til videre bortdømt.
Mere for pengene
Det er også nu, fundamentet skal lægges til nye digitale undervisningsformer og dermed en nytænkning af lærernes arbejdsmetoder og tidsanvendelse. Derfor får vi i 2012 en ny og spændende debat om lærernes arbejdstid, jf. undervisningsministerens udmelding herom. Den debat handler i høj grad om indholdet i fremtidens folkeskole, og om hvordan arbejdsopgaverne kan omprioriteres til fordel for mere undervisning til eleverne.
På sundhedsområdet har regeringen endnu ikke peget på, hvordan vi får mere sundhed for de samme eller færre penge. De nye supersygehuse vil markant forstærke det udgiftspres, der vokser frem af den medicinske og teknologiske udvikling – med mindre man nytænker funktionerne i de nye supersygehuse.
De nuværende incitamenter er indrettet på at sende flere og flere patienter, hurtigere og hurtigere igennem systemet. Det bliver et mål i sig selv at øge aktiviteten. I stedet bør incitamenterne indrettes mod at reducere indlæggelsesfrekvensen. Andelen af ældre medicinske patienter og patienter med kroniske lidelser på sygehusene bør over en årrække reduceres med 30-40 procent.
Mange patienter bør nemlig slet ikke ind gennem sygehusdøren. Der skal være taget hånd om dem, inden de når derhen. Det forudsætter konkrete og håndfaste mål for reduktion af indlæggelsesfrekvenserne og en nytænkning af det nære sundhedsvæsen, hvis udgifterne skal reduceres eller bare holdes i ro. Kommunerne mærker allerede en opgaveglidning, og den bliver kun forstærket i de kommende år. Den er nemlig både sundhedsfagligt og samfundsøkonomisk hensigtsmæssig. Men den forudsætter en finansieringsreform, hvis målene om mere sundhed for samme penge skal opfyldes.
Udviklingen de seneste år på det specialiserede sociale områder viser, at økonomiske og faglige reformer går hånd i hånd på flere af velfærdsområderne. Der er behov for at udvikle kvalitet i de højst specialiserede tilbud. Men der er også behov for at imødegå institutionsinteresser, når kontinuitet er blevet et mål i sig selv.
Evaluering af kommunalreformen
Kommunernes resultater de seneste par år taler for sig selv. Kommunalpolitikerne har bragt økonomien under kontrol. De har taget de politiske omkostninger ved de benhårde tilpasninger. Samtidig gennemføres på serviceområderne større strukturændringer, end der er set i flere årtier. Den politiske modstand i forhold til fortsat at lade "normalområder" finansiere en vækst på "specialområderne" har endvidere igangsat en vigtig omstilling. Inklusionsmålsætningen er blevet en praktisk realitet på skoleområdet, og udvikling af nye tilbud på det specialiserede børneområde bidrager nu til at realisere "Barnets Reform". Samtidig er det nære sundhedsvæsen sat i udvikling.
Det er kommunalpolitikernes beslutningskraft, der skubber disse omstillinger, og som legitimerer dem. Det bør regeringen bygge videre på, når de kommende reformer skal implementeres og de tektoniske plader under velfærdsmodellen forskydes.