Indhold

12.12.17 09:23

Udvikling i lægers brug af besøg i hjemmet blandt ældre

Formålet med denne analyse er at belyse almen praktiserende lægers brug af besøg i hjemmet blandt ældre patienter, herunder regionale og kommunale forskelle og udviklingen i antallet af lægebesøg i hjemmet fra 2009 til 2016.

Analysens hovedkonklusioner

  • I 2016 foretog de almen praktiserende læger i alt 393.300 besøg i borgernes hjem, hvoraf 87 pct. var almindelige sygebesøg afregnet under den centrale overenskomst. I alt 17.000 besøg (4,3 pct.) hjemmebesøg omfattet af regionale lokalaftaler, især opfølgende hjemmebesøg. 

  • Lægebesøg i hjemmet er koncentreret blandt de ældste patienter, og antallet stiger markant med stigende alder. Blandt ældre i 60-års alderen er det i gennemsnit 2-3 pct., der får lægebesøg i eget hjem årligt, mens det er hver sjette 80-årige og mere end hver anden over 90 år.

  • Der er regionale forskelle i udbredelsen af lægebesøg hos ældre. De er generelt mest udbredt i Region Midtjylland og mindst udbredt i Region Sjælland. Region Nordjylland ligger dog også højt på antallet af almindelige sygebesøg, mens Region Hovedstaden ligger særligt højt i antallet af opfølgende og opsøgende hjemmebesøg.

  • På trods af en stigning i antallet af opfølgende hjemmebesøg efter udskrivning honoreret efter lokale aftaler, er der sket et stort fald i det samlede antal hjemmebesøg. Det skyldes et stort fald i antallet af almindelige sygebesøg honoreret efter den centrale overenskomst.

  • Fra 2009 til 2016 er antallet af almindelige sygebesøg og opfølgende hjemmebesøg blandt ældre samlet set faldet med 32 pct. (fra 427 til 290 besøg pr. 1.000 ældre borgere).

  • Antallet af almindelige og opfølgende sygebesøg er faldet både blandt 65-79 årige og 80+ årige. Blandt de 65-79 årige er faldet sket jævnt i hele perioden, mens faldet blandt 80+ årige først for alvor er sat ind efter 2013.

  • Faldet i antallet af sygebesøg i hjemmet skyldes, at færre ældre får besøg af lægen. Andelen af ældre med sygebesøg i hjemmet er faldet fra 14,2 pct. af 65+ årige i 2009 til 9,8 pct. i 2016. De ældre, som får besøg, får lidt flere besøg årligt i 2016 sammenlignet med 2009. Det kunne samlet set tyde på, at der i takt med det faldende antal sygebesøg sker en prioritering af sygebesøg til de svageste ældre med størst behov.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce