Indhold

22.03.18 14:40

Styrk skolegangen for udsatte børn og unge – det betaler sig

Manglende skolegang er en risikofaktor, der er vigtigt at være opmærksom på, hvis børn og unge skal klare sig godt i livet. Ikke mindst er det vigtigt at få fokus på skolegang for børn og unge med særlige vanskeligheder. Nye tal, som KL har analyseret, viser, at der sker et markant fald i skolefravær ved anbringelse.

Tekst af Helene Ravn, konsulent, KL’s økonomiske sekretariat og Susse Kolster, konsulent, KL’s center for social og sundhed.

Anbragte børn og unge er ofte børn og unge med både sociale og psykiske vanskeligheder, som kan have særligt brug for opmærksomhed for at få rammer om en god skolegang. Den svenske professor Bo Vinnerljung har med sin forskning påpeget, at den væsentligste beskyttelsesfaktor for anbragte børn er skolegang. Vinnerljungs forskning viser desuden, at et lavt uddannelsesniveau ofte hænger sammen med andre problemer i voksenlivet. Uddannelse bidrager altså til at skabe bedre forudsætninger for et godt voksenliv med bedre muligheder for at kunne klare sig selv og dermed også et mindre behov for støtte. 

Fraværet falder for anbragte

Børn, der er anbragt eller modtag-er forebyggende foranstaltninger, får generelt dårligere resultater i de nationale test i de små klasser og i folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse, og de kommer i mindre grad i gang med en ungdomsuddannelse end andre børn. Alfa og omega for en god skolegang handler blandt andet om en skolegang uden afbrydelser, hvor barnet indgår stabilt i skolens læringsfællesskab. Men tallene viser, at udsatte børn har højere fravær end andre børn. Det på trods af, at skoletrivselsmålingerne angiver, at en stor del af de udsatte børn generelt trives godt i skolen. (Se mere KL’s publikation, Udsatte børn: Nøgletal, 2018).

Nye tal, som KL har bearbejdet, viser dog, at børn, der har været anbragt mellem 2012-2014, har fået mindre skolefravær. Tallene omfatter 1176 børn anbragt første gang i perioden 2012-2014, og børnenes fraværsoplysninger bygger på fulde opgørelser af syge-, lovligt og ulovligt fravær. Forskellen ses ved at sammenligne børnenes fravær et år før anbringelsestidspunktet i forhold til børnenes fravær et år efter anbringelsestidspunktet. Og resultatet er markant: Tallene viser, at der er sket et fald i børnenes fravær, når de er blevet anbragt, se figuren i bilaget nederst i artiklen.

Analysen viser også, at faldet i det samlede fravær går på tværs af aldersgrupper fra 8 år op til 14 år. På et skoleår, som typisk udgør 200 skoledage, kan det for de 9-årige for eksempel betyde mere end 10 dage mere i skolen et år efter anbringelse ift. året før anbringelse. Det er en markant forskel.

Splittes fraværet op i henholdsvis sygefravær og ulovligt fravær, er der fald i begge kategorier. Faldet er dog særligt markant i det ulovlige fravær, se figur 2. Det tyder altså på, at en anbringelse kan bidrage til fastere rammer omkring skolegangen. Og selvom faldet primært gælder for børn i alderen 8 til 12 år, har unge over 12 år også et fald i det ulovlige fravær.

Det er en god nyhed for indsatserne omkring de anbragte børn. For med uddannelse følger bedre forudsætninger for et godt voksen- og arbejdsliv, og den investering er både god for barnet, for økonomien og for samfundet.

Øget fokus er et must

Resultaterne fra de anbragte børn giver stof til eftertanke ift. de forebyggende indsatser. For hvad er det konkret i anbringelsen, som nedbringer skolefraværet? Og kan man i de forebyggende indsatser inkludere nogle af anbringelsens greb til at skabe rammerne for en stabil og god skolegang? 

Mens det er glædeligt, at der er komet mere fokus på skolegang for de børn der er anbragt, er anbringelse i sig selv ikke svaret på et forbedret fremmøde i skolen. Særligt ikke når man ser på de gode erfaringer fra den svenske model, hvor indsatser sker ud fra et forløbsperspektiv, der skal sikre gradvis nedtrapning af indsatsen med henblik på at komme tilbage til almenmiljøet. Vi må derfor også stille spørgsmålet, hvordan skolegang i højere grad bliver en integreret del af de forebyggende indsatser.

Vinnerljung peger på, at de sociale problematikker, der naturligt fylder meget hos barnet, i højere grad får fokus fra de fagprofessionelle, så læringsmuligheder og -rammer træder i baggrunden. En overvejelse er derfor, om der i større grad skal fokus på læringsrammerne i familien. En anden overvejelse er, om social- og skoleindsatserne i højere grad skal fokusere på at skabe regelmæssighed omkring skolegangen for de udsatte børn. Eller kan barnets netværk i højere grad inddrages i arbejdet med at skabe gode rammer for skolegang? I det helhedsorienterede arbejde med barnet er skolegang også en vigtig del – derfor bør skole og læring også tænkes ind i indsatserne. Uanset hvilken indsats er det vigtigt, at der kommer fokus på de udsattes børns læring. •

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce