Indhold

10.06.16 19:27

Økonomiaftale fjerner omprioriteringsbidrag

Økonomiaftale fjerner omprioriteringsbidrag

KL's forhandlere Martin Damm og Jacob Bundsgaard har fredag aften indgået aftale med regeringen om kommunernes økonomi. Den indebærer, at omprioriteringsbidraget bliver permanent afskaffet.

KL har fredag aften indgået aftale med regeringen om kommunernes økonomi for 2017. Den indebærer, at regeringen vil afskaffe omprioriteringsbidraget permanent. Derudover får kommunerne et finansieringstilskud på 3,5 milliarder.

”Efter flere ugers hårde forhandlinger er vi tilfredse med, at regeringen nu vil fremsætte forslag i Folketinget om at afskaffe omprioriteringsbidraget permanent. Vi har hele tiden været indædte modstandere af omprioriteringsbidraget. Det har skabt en stor usikkerhed for kommunerne, og det er en sejr for os og det lokale demokrati, at det nu bliver aflivet.”

Sådan siger KL-formand Martin Damm i kølvandet på, at KL fredag aften har indgået aftale med regeringen om kommunernes økonomi for 2017. Det er en del af aftalen, at regeringen fremlægger lovforslag i Folketinget om at fjerne omprioriteringsbidraget for de kommende år. I stedet skal kommunerne aflevere 500 millioner kroner årligt frem mod 2020. De skal findes via effektiviseringer, som KL og regeringen samarbejder om at identificere.

Finansieringstilskud fastholdes

Det har også været et kardinalpunkt for KL i forhandlingerne at fastholde finansieringstilskuddet, og det er lykkedes. KL har i økonomiaftalen med regeringen aftalt, at kommunerne får 3,5 milliarder kroner i finansieringstilskud i 2017. Beløbet fordeles efter samme fordelingsnøgle som i 2016, hvor de vanskeligst stillede kommuner får den største andel af tilskuddet.

KL-næstformand Jacob Bundsgaard slår fast, at finansieringstilskuddet er helt afgørende for mange kommuner.

”Vi har fået meget klare meldinger fra det kommunale bagland i forhold til, at en række kommuner simpelthen ikke kan få tingene til at hænge sammen uden finansieringstilskuddet. Derfor var det et afgørende krav for os i forhandlingerne, at finansieringstilskuddet skulle fastholdes på samme niveau som i år, hvor kommunerne i alt får 3,5 milliarder kroner. Og det fik vi igennem,” siger Jacob Bundsgaard. 

Ingen guldrandet aftale

KL-formand Martin Damm fremhæver også, at KL i løbet af forhandlingerne har presset regeringen til at acceptere et højere anlægsniveau, end finansminister Claus Hjort Frederiksen ellers har stået fast på.

”Kommunerne må i 2017 investere i nybyggeri og vedligeholdelse af skoler, daginstitutioner, veje og så videre for 16,3 milliarder kroner. Det er ikke så meget, som kommunerne havde ønsket, men det er over 1 milliard højere, end hvad regeringen længe holdt fast på. Det er helt afgørende for kommunerne, at vi nu trods alt får et rimeligt niveau for anlægsinvesteringer. Og det er nøglen til, at kommunerne kan foretage de nødvendige omstillinger til den demografiske udvikling,” siger Martin Damm.

Han er helt bevidst om, at det ikke er en guldrandet aftale:

”Det er stramme økonomiske tider. Vi skal stadig spare, og vi står stadig over for store udfordringer med udgiftspres på en række områder. Det gælder ikke mindst i forhold til flygtningepresset og stigende udgifter på social- og sundhedsområdet. Men nu er det kommunalpolitikerne, der kan træffe de nødvendige prioriteringer.”

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce