Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

06.02.12 16:30

Mere kvalitet for de samme penge

KL’s partnerskab om mere effektiv brug af lærernes arbejdstid har vist, at der er store forskelle på, hvor meget lærerne underviser. Forskellene dækker over en stor variation mellem kommunerne, men også mellem skolerne i den enkelte kommune. Resultaterne fra partnerskabet blev præsenteret på Kommunaløkonomisk Forum 2012

KL ønsker sammen med kommunerne at skabe en folkeskole, der kan gøre sig gældende blandt de bedste, og vejen frem er at skabe øget kvalitet i undervisningen. I de senere år, hvor den har stået på økonomisk smalhals, er det derfor nødvendigt også at se på, om ressourceforbruget i folkeskolen kan prioriteres anderledes, så man kan opnå mere kvalitet for de samme penge.

KL har i 2011 haft et partnerskab sammen med 20 kommuner om effektiv brug af lærernes arbejdstid. Formålet var at skaffe fælles viden om potentialet for at få mere undervisning for pengene inden for de gældende arbejdstidsaftaler. I alt har 254 skoler, svarende til 8.200 lærere, været med i analysen, og resultaterne af analysen er tankevækkende.

Hovedresultater fra partnerskabet

Arbejdstiden i et skoleår udgør 1.924 timer for fuldtidsansatte, svarende til gennemsnitligt 37 timer per uge. For lærere gælder dog, at arbejdet maksimalt kan planlægges på 209 dage, modsat andre personalegrupper, der har ca. 229 arbejdsdage i et skoleår. Det betyder, at lærere skal lægge flere timer per mødedag for at opfylde den fulde arbejdstid.

Analysen fra partnerskabet viser, at den gennemsnitlige nettoarbejdstid, der er arbejdstiden fratrukket ferie og fridag, udgør 1.682 timer for lærerne i de 20 kommuner. Heraf udgør undervisningen 653 timer om året. De resterende 1.029 timer bruges på de øvrige arbejdsopgaver, såsom opgaver i tilknytning til undervisningen og andre opgaver.

Gennemsnittet på 653 timers undervisning per år per lærer dækker over en stor spredning – fra 631 undervisningstimer i den kommune, hvor der undervises mindst, til 680 timer i den kommune, hvor der undervises mest. KL’s analyse viser også, at undervisningstimetallet mange steder er markant lavere, end hvad kommunalbestyrelsen har besluttet i forbindelse med tildelingen af ressourcer.

Store forskelle mellem skoler i samme kommune

Det generelle billede i analysen er, at der ikke bare er forskelle i undervisningstid mellem kommunerne, men også betydelige forskelle i lærernes undervisningstid mellem skolerne i den samme kommune.

I flere af partnerskabskommunerne er forskellen mellem den skole, hvor lærerne underviser mest, til den skole, hvor der undervises mindst, mellem 1 og 4 lektioner per lærer per uge. Figuren illustrerer tydeligt variationen i undervisningsandelen i de 20 partnerskabskommuner. De store variationer giver overvejelser om, hvorvidt forskellene skyldes opgaver, som man fra politisk hold ønsker varetaget – eller om lokale prioriteringer på skoleniveau betinger en lav undervisningsandel.

Stort potentiale

KL har i 18 af de 20 partnerskabskommuner haft adgang til data om lærernes arbejdstid i de foregående skoleår. Analyser af disse data viser, at der i de fleste kommuner er sket en stigning i lærernes undervisningsandel. For en del af kommunerne er det gennemsnitlige undervisningstimetal på få år øget med 30 - 40 timer per lærer.

Stigningen i undervisningsandelen skyldes en række faktorer:

Genforhandling af de lokalt indgåede arbejdstidsaftaler for lærere med den virkning, at der er frigivet timer til mere undervisning

Generelle budgetreduktioner på skoleområdet, som har medført en strammere ledelsesmæssig prioritering af den tid, der anvendes på andet end undervisning

Ændring af skolestruktur og nedlæggelse/sammenlægning af små fødeskoler med større overbygningsskoler

Alene et øget politisk fokus på lærernes undervisningsandel har i en række kommuner haft en positiv effekt.

Effektiviseringspotentialet i de 20 kommuner ved yderligere at øge undervisningsandelen fra det aktuelle niveau på 653 timer til 683 timer er cirka 150 mio. kr. i de 20 partnerskabskommuner. Skolerne i de 20 kommuner udgør cirka 17 procent af de ca. 1.500 folkeskoler i Danmark. Hvis alle kommuner øger undervisningsandelen med 30 timer per lærer vil det – afhængigt af forøgelse af lærernes undervisningsandel – frigøre et råderum på 880 mio. kr. Dette råderum kan blandt andet bruges på at øge antallet af undervisningstimer og dermed kvaliteten i folkeskolen.

Mere eller mindre kvalitet?

I den nuværende debat omkring kvaliteten i folkeskolen har der været fremført det synspunkt, at partnerskabsanalysen ensidigt fokuserer på lærernes arbejdstid og ikke på kvaliteten i folkeskolen.

Sandheden er, at når KL sammen med kommunerne ser på anvendelsen af lærernes arbejdstid, handler det ikke om en spareøvelse. Derimod handler det om at skabe øget kvalitet i undervisningen. Omprioritering af lærernes undervisningstid skal hjælpe med at frigøre ressourcer, og derigennem blandt andet skabe råderum til at prioritere anvendelsen af ressourcerne i folkeskolen i retning af virkemidler, der skaber stor effekt for elevernes indlæring.

Forskning viser, at den tid som eleven er sammen med lærerne i undervisningslokalet, er den mest betydningsfulde faktor for elevernes læring. Dansk forskning på området bekræftes af den anerkendte newzealandske forsker John Hattie. Hans undersøgelse er verdens største undersøgelse, som ser på hvilke skoletiltag, der har størst effekt på elevernes indlæring i folkeskolen.

Hovedresultaterne fra den omfattende undersøgelse blev præsenteret af professor Niels Egelund på Kommunaløkonomisk Forum 2012. Her blev det fremhævet, at en af de faktorer, der i størst udstrækning forklarer elevernes tilvækst i læring, er lærerstyret undervisning. Undervisningstid er langt vigtigere end for eksempel reduktion af klassestørrelse eller niveauspredning af eleverne.

Den løbende diskussion omkring hvordan lærerne bedst bruger deres tid til at sikre kvalitet i folkeskolen, kan sættes i forhold til John Hatties og andres forskning. Resultaterne viser, at elevernes læring styrkes ved, at lærerne og eleverne er mere sammen. I en tid hvor kommunerne er økonomisk pressede, er det nødvendigt for kommunerne at fokusere på økonomien, og på hvordan ressourceforbruget optimeres, samtidig med at der skabes kvalitet i folkeskolen. Kommunerne vælger derfor at prioritere, hvad der kan bidrage til at eleverne lærer mest – nemlig undervisningstid og samvær med lærerne.

Den videre proces

KL har inviteret til et nyt partnerskab, der skal løbe af stablen i foråret 2012. 17 kommuner har allerede vist interesse, og hvis en kommune overvejer at deltage, kan nærmere vilkår for deltagelse rekvireres hos Marie Brøndsager Bager, e-mail: bag@kl.dk. <

 

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes