Medfinansieringen af sundhedsvæsenet blev indført for at give kommunerne økonomiske incitamenter til i højere grad at bidrage til at begrænse borgernes behov for behandling i det regionale sundhedsvæsen. Læs KL’s notat og få et overblik over, hvilke muligheder kommunerne har for at påvirke medfinansieringsudgifterne.
Da reglerne om medfinansiering blev vedtaget, var der fra regeringens side lagt op til, at formålet var at give kommunerne incitamenter til i højere grad at bidrage til at begrænse borgernes behov for behandling i det regionale sundhedsvæsen. Det har efterfølgende været debatteret bredt, om der i praksis er reelle muligheder for kommunerne i forhold til at begrænse borgernes behandlingsbehov.
Mange aktører i og uden for kommunerne er af den overbevisning, at der med den nuværende begrænsede medfinansieringsramme er meget få handlemuligheder for kommunerne.
KL er dog af den opfattelse, at kommunerne har visse muligheder for at påvirke medfinansieringsudgifterne, især for bestemte grupper af borgere, som kommunerne ofte er i kontakt med. Derudover har kommunerne muligheder for at påvirke adfærden i regionerne og praksissektoren, ved bl.a. at indgå aftaler som sikrer, at kommunerne får indflydelse på sundhedsplanlægningen. Det er dermed KL’s vurdering, at de økonomiske incitamenter i medfinansieringsmodellen ikke er udnyttet fuldt ud i alle kommuner i dag. KL har udarbejdet vedhæftet notat til inspiration til kommunerne.