Indhold

03.05.18 16:39

Kommunerne er klar til årets økonomiforhandlinger

Kommunerne er klar til årets økonomiforhandlinger

Landets borgmestre gør klar til økonomiforhandlingerne med regeringen. Foto: KL

Landets borgmestre var torsdag samlet til møde for bl.a. at drøfte årets økonomiforhandlinger, som indledes i næste uge.

Søvnen er dårligt gnedet ud af øjenkrogene oven på overenskomstforhandlingerne, inden de næste sværdslag skal tages for kommunerne. Tirsdag den 8. maj mødes KL og regeringen nemlig for første gang til forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2019.

Torsdag var landets borgmestre samlet i KL-Huset til møde, hvor forhandlingstemaerne og –argumenterne forud for forhandlingerne blev pudset af.

”Hvis man skal tage udgangspunkt i den retorik, som regeringen har lagt forud for forhandlingerne om, at kommunernes overskridelse af budgetterne på 0,3 procent er ’massiv’ og ’uacceptabel’, så tegner det til at blive et temmelig hårdt forhandlingsforløb. Regeringen har blikket stift rettet mod kommunernes kassebeholdninger og mangler en grundlæggende forståelse for det massive udgiftspres, som vi for alvor oplever i den kommunale sektor,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard.

Samme udfordringer på tværs af landet

Forud for forhandlingerne har KL’s formand og næstformand turneret rundt til en række fyraftensmøder sammen med landets kommunalpolitikere, hvor det er blevet drøftet, hvilke temaer KL bør tage op med regeringen. Her er kommunalpolitikerne desuden kommet med input og erfaringer, som KL’s forhandlere kan tage direkte med ind til forhandlingsbordet.

”Møderne har givet konkrete billeder på udfordringerne. Hovedbudskaberne er de samme på tværs af hele landet. Det er helt tydeligt, at vi alle oplever pres både på grund af demografien og på grund af udfordringer på det specialiserede socialområde, sundhedsområdet, beredskabsområdet og 0-18 års området. Samtidig er der et åbenlyst behov for at bygge og renovere,” siger KL’s næstformand Martin Damm.

Uløste udfordringer pga. manglende udligningsreform

Også behovet for et finansieringstilskud blev vendt på borgmestermødet. Eftersom regeringen ikke har leveret på den lovede justering af udligningssystemet, er der fortsat et stort behov for ekstra finansiering til en række kommuner.

”Et finansieringstilskud er et must, sådan som situationen er nu, hvor regeringen har opgivet at lande et forlig om udligningsordningen. En række kommuner står nu med uløste udfordringer, der ikke er taget hånd om, så det skal vi naturligvis også tale med regeringen om,” siger Jacob Bundsgaard.

Du kan følge forhandlingerne på KL.dk, KL’s Facebook-side samt Twitter.

Se også

Annonce

Annonce

Annonce