Indhold

11.01.18 13:00

Kommuner samarbejder på livet løs

Kommuner samarbejder på livet løs

Hver kommune indgår i gennemsnit i 47 forskellige samarbejder, viser ny KL-undersøgelse.

Kommunerne samarbejder i stort omfang med både hinanden, regioner, privat erhvervsliv og andre aktører. I gennemsnit har hver kommune 47 forskellige samarbejder. Det viser ny KL-undersøgelse om de samarbejdende kommuner.

"Den nye undersøgelse rammer en tung pæl gennem myten om kommunerne som "øde øer", der forsøger at opfinde hver sin dybe tallerken. Sandheden er, at kommunerne samarbejder i stor stil – både med hinanden, regioner, privat erhvervsliv og andre aktører."

Sådan siger KL-formand Martin Damm om en ny KL-undersøgelse, som offentliggøres i dag i forbindelse med KL-konferencen Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg. Undersøgelsen "De samarbejdende kommuner" viser eksempelvis, at hver kommune i gennemsnit indgår i hele 47 forskellige samarbejder.

"Samarbejdet spænder vidt både i forhold til emner og mål. Der er rigtig mange samarbejder inden for teknik og miljø, men også ældre- og sundhedsområdet, digitalisering, erhverv, turisme og beskæftigelse fylder meget. Målet er ofte helt grundlæggende at sikre øget kvalitet for borgerne, men innovation og udvikling er også højt på dagsordenen, når kommuner indgår samarbejder," siger Martin Damm.

Flere samarbejder på vej

Undersøgelsen viser også, at kommunerne planlægger endnu flere samarbejder. Det gælder især inden for dagtilbud og skole – ikke mindst samarbejde om åben skole – teknik og miljø samt ældre og sundhed, hvor det eksempelvis er samarbejde om akutfunktioner.

"Det er et rigtig stærkt signal, at kommunerne har så stort fokus på samarbejde. Ikke mindst i en tid, hvor der fra alle sider er stærkt fokus på, at vi skal sikre endnu bedre samarbejde i den offentlige sektor. Dermed spiller det også meget fint sammen med KL's udspil "Bedre sammenhæng for borgere og virksomheder”, som vi også har offentliggjort i dag. Men det er vigtigt at sige, at vi også har behov for de rette rammer for at samarbejde og skabe bedre sammenhæng," siger Martin Damm.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce