EU-Kommissionen har igangsat en proces, der skal føre til revisionen af udbudsdirektiverne. KL arbejder for, at direktiverne kommer til at skabe mindre bureaukrati og mere effektive indkøb.
En revision af EU’s udbudsregler har høj prioritet. De nuværende udbudsdirektiver skaber for meget bureaukrati og understøtter ikke målet om effektivitet i kommunernes indkøb.
De komplekse regler begrænser innovationen og dialogen i det offentlig-private samarbejde. Konsekvensen er, at der ikke genereres de optimale løsninger, markedet kan tilbyde.
EU-Kommissionen har sendt en grønbog om en modernisering af EU’s politik for offentlige indkøb i høring. Grønbogen er det første skridt i revisionen af udbudsdirektiverne. KL har afgivet et høringssvar (se bilagsboksen) til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der indgår i den danske stats høringssvar til EU-Kommissionen. Derudover har KL fremsendt et høringssvar direkte til EU-Kommissionen (Se bilagsboksen).
KL søger at påvirke processen gennem: Regionsudvalget, kontakt til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet og samarbejde med KL’s europæiske søsterorganisationer. Der har været holdt møde med EU-kommissær Johannes Hahn, og der samarbejdes med bl.a. Danske Regioner med henblik på at fremføre synspunkterne med størst mulig vægt.
I forhold til regeringen presser KL på for, at regeringen lever op til indholdet i sin egen strategi for offentlig-privat samarbejde. Heri fremgår det, at EU’s udbudsdirektiver skal forenkles.
KL’s mærkesager
I de to høringssvar uddybes det, at KL’s mærkesager er:
- Højere tærskelværdier for varer og tjenesteydelser
- Åben adgang til udbud med forhandling
- Udvidet adgang til dialog og udbudsformen konkurrencepræget dialog
- Sociale kriterier i udbud
Desuden må en revision af udbudsdirektiverne ikke indebære yderligere processuelle stramninger eller et øget anvendelsesområde for direktiverne. Det betyder bl.a., at der ikke må ske en ophævelse af skillelinjen mellem A og B tjenesteydelser.