Indhold

31.05.16 12:09

KL: Nuværende udgiftsloft vil betyde lavere serviceniveau

KL: Nuværende udgiftsloft vil betyde lavere serviceniveau

Det nuværende udgiftsloft kan betyde lavere serviceniveau på en række kerneområder.

De økonomiske vismænd vurderer i ny rapport, at flygtningepresset i udgangspunktet vil give lavere serviceniveau på andre områder. KL-formand er enig.

Det Økonomiske Råd sætter i sin nye rapport, som udkommer i dag, fokus på, at de mange tusinde flygtninge og familiesammenførte, som kommer til Danmark, sætter den offentlige økonomi under gevaldigt pres. Vismændene sætter en tyk streg under, at flygtningetilstrømningen giver betydelige merudgifter, som skal finansieres på den ene eller anden måde. Og hvis de nuværende udgiftslofter for den offentlige sektor fastholdes, kan presset kun finansieres gennem lavere serviceniveau pr. bruger på velfærdsområderne.

KL-formand Martin Damm er helt enig.

”Vismændene gør det klart og tydeligt, at med de nuværende forudsætninger for den økonomiske politik vil flygtningetilstrømningen føre til lavere serviceniveau for de øvrige borgere. Og den reduktion kommer vel at mærke oven i den reduktion, som regeringen i økonomiforhandlingerne har lagt op til med omprioriteringsbidraget,” siger Martin Damm og uddyber:

”Hertil kommer, at det jo bliver helt afgørende for samfundsøkonomien, at de mange flygtninge får så stor en erhvervsdeltagelse som muligt. Der påhviler i forlængelse af trepartsaftalen arbejdsmarkedets parter et stort medansvar for, at den opgave lykkes.”

Styringsinstrument kan forbedres

Vismændene er enige med regeringen i, at finanspolitikken skal være ansvarlig. Men de stiller spørgsmålstegn ved, at den strukturelle saldo tillægges så stor vægt ved vurderingen af råderummet for det enkelte års finanspolitik. Det skyldes den grundlæggende usikkerhed om det præcise niveau for den strukturelle saldo og manglende gennemsigtighed i grundlaget for beregninger af saldoen.

”Den strukturelle saldo er omdrejningspunktet for styringen af den offentlige økonomi, men når de økonomiske vismænd lægger op til en faglig diskussion af, om det redskab kan nuanceres og forbedres, så er det da en refleksion værd,” siger Martin Damm.

Plads til kommunale anlægsinvesteringer

Det Økonomiske Råd forudsætter en vækst i de offentlige investeringer i 2017, ligesom regeringen i øvrigt gjorde i dens egen økonomiske redegørelse, som blev fremlagt i sidste uge.

KL-formand Martin Damm opfordrer på den baggrund regeringen til at åbne for flere kommunale anlægsinvesteringer, end den hidtil har lagt op til:

”Kommunerne har stort behov for at investere i nybygninger og vedligeholdelse, men hidtil har vi i økonomiforhandlingerne med regeringen mødt en klar besked om, at de kommunale anlægsinvesteringer skal reduceres betydeligt allerede næste år. Det er uklogt, og jeg håber meget, at vi kan aftale et mere langsigtet, fornuftigt niveau med regeringen.”

Annonce

Annonce

Annonce