Indhold

12.01.17 11:05

Ingen kommunal tiltro til KMD

Ingen kommunal tiltro til KMD

Meldingen om yderligere forsinkelser viser, at vi er nødt til at skifte spor, sagde formanden for KOMBIT’s bestyrelse, borgmester Erik Nielsen, da han orienterede om sagen på KØF. Foto: Lars Horn/Baghuset

Yderligere forsinkelser i KMD’s leverancer af it-systemer er helt uholdbart, lyder det fra KL-formand Martin Damm. KOMBIT varsler på baggrund af den nye situation en hård kurs over for KMD, der er ejet af en amerikansk kapitalfond.

KOMBIT, som er kommunernes it-fællesskab, er netop blevet orienteret af KMD om endnu en forsinkelse på en af leverancerne af it-systemer til kommunerne. Det er på ”støttesystemerne”, som KMD har været undervejs med at levere igennem de seneste år. Der er denne gang tale om en forsinkelse på minimum 12 uger, og det er vel at mærke oven i de 11 måneder, som KMD allerede har overskredet tidsplanen med.

”Det betyder, at KMD og dermed den amerikanske kapitalfond, der ejer selskabet, tjener absurd mange penge ekstra hver måned på at fastholde kommunerne på de gamle systemer,” siger KL’s formand Martin Damm, der rejste sagen i sin tale på Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg.

Han slår fast, at KL og KOMBIT nu bliver nødt til at tænke over, hvilke muligheder der er:

”Vi står over for et amerikansk ejet privat monopol. De er interesserede i at tjene penge. Det er sådan set fair nok. Men det er ikke i orden, når det sker ved at trække et billigere system i langdrag, så kommunerne hænger i længere tid på et dyrere system. Skatteyderne betaler jo regningen,” siger Martin Damm. 

Situationen er uholdbar

Efter monopolbruddet på at levere it-systemer til kommunerne gennemførte KOMBIT et udbud af kommunernes støttesystemer, som er grundlaget for store dele af den kommunale digitalisering. Målet var at få bedre og billigere støttesystemer. KMD bød ind og vandt udbuddet. Desværre har det så vist sig, at KMD ikke har været i stand til at levere, siger formanden for KOMBIT’s bestyrelse, Rødovre-borgmester Erik Nielsen, der holdt en ekstraordinær tale om sagen på Kommunaløkonomisk Forum.

Ifølge Erik Nielsen står KMD til at miste et trecifret millionbeløb i omsætning hver måned, når de nye systemer leveres til kommunerne. Men forsinkelserne betyder, at den situation hele tiden udskydes, og det er kommunerne og dermed skatteyderne, som betaler regningen indtil da.

”Vi har i KOMBIT været tålmodige i erkendelsen af, at støttesystemerne er en stor og kompleks opgave. Men situationen er fuldstændig uholdbar. Kommunerne har brug for troværdige samarbejdspartnere, og vi ser hos KMD ikke de nødvendige tegn på et reelt ønske om at levere – tværtimod,” siger Erik Nielsen. 

Nødt til at skifte spor

Han tilføjede, at det ikke kun er et spørgsmål om tidsplaner og irritation over en leverandør, der notorisk ikke har levet op til aftalerne. Det handler frem for alt om, at kommunerne på grund af KMD’s manglende leverance bliver bremset i den digitale udvikling og i mulighederne for at levere den fornødne og forventede digitale service til borgerne.

”Dagens melding om yderligere forsinkelser viser, at vi er nødt til at skifte spor. Vi vil derfor med det samme igangsætte en række tiltag i forhold til KMD. Vi vil først og fremmest insistere på, at KMD sætter den månedlige udgift til monopolløsningerne ned til det niveau, som de nye løsninger koster, så kommunerne ikke vedvarende skal betale for meget på grund af KMD’s egen forsinkelse,” siger Erik Nielsen.

Samtidig vil KOMBIT undersøge mulighederne for at få en anden leverandør til at levere systemerne. Erik Nielsen understreger, at KOMBIT er indstillet på at opretholde et ufravigeligt pres på KMD i tæt samspil med kommunerne.

Annonce

Annonce

Annonce