KL har den 7. dec. 2009 afgivet høringssvar til bekendtgørelse om kommunal kvalitetskontrakt og opfølgningsredegørelse Indenrigs- og Socialministeriet.
KL har i et tidligere høringssvar forholdt sig positivt til ændringen af loven om kommunernes styrelse vedr. kvalitetskontrakt og opfølgningsredegørelse, da KL opfatter loven som en forenkling i forhold til servicestrategierne.
KL har dog følgende bemærkninger til bekendtgørelsen:
I bekendtgørelsens § 2 fremgår det, at kvalitetskontrakten skal indeholde en beskrivelse af, hvordan kommunalbestyrelsen påtænker at opfylde de opstillede mål for hvert serviceområde.
Hertil bemærker KL, at det naturligvis er kommunalbestyrelsen, der skal fastsætte målene, men at metoderne til målenes opfyldelse ofte er delegeret.
Langt de fleste kommuner har valgt at styre efter mål og rammer, hvor det decentrale niveau er tildelt en udstrakt grad af frihed til at tilrettelægge den indsats, der skal sikre opfyldelsen af de politisk fastsatte mål.
Derfor er KL principielt imod, at det i bekendtgørelsen fastlægges, at kommunalbestyrelsen skal beskrive, hvordan den påtænker at opfylde de opstillede kvalitetsmål. En sådan beskrivelse kan stride mod den styringsfilosofi, det er besluttet at anvende i en kommune.
Kvalitetskontrakten afløser de nuværende servicestrategier og er som sådan tænkt som et afbureaukratiserende tiltag. Hvis kommunalbestyrelsen opstiller to-tre kvalitetsmål pr serviceområde, er det potentielt en omfattende opgave, hvis kommunalbestyrelsen også detaljeret skal beskrive, hvordan målene påtænkes opfyldt.
KL mener derfor, at denne beskrivelse skal være kortfattet. Hvis det ikke kan fremgå i bekendtgørelsen, bør det fremgå af vejledningen til loven om kvalitetskontrakt og opfølgningsredegørelse.