Indhold

14.01.16 12:40

Hjort og Damm i hård clinch om kommunal økonomi

Hjort og Damm i hård clinch om kommunal økonomi

Der var hård debat, da Martin Damm og finansministeren duellerede på Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg. Foto: Lars Horn/Baghuset

KL-formand Martin Damm og finansminister Claus Hjort Frederiksen var langt fra enige om kommunernes omprioriteringsbidrag og økonomiske udfordringer i forhold til flygtninge i debatten på Kommunaløkonomisk Forum.

Det var stor uenighed og hårde ord, der prægede debatten på Kommunaløkonomisk Forum mellem finansminister Claus Hjort Frederiksen og KL-formand Martin Damm. Finansministeren langede i debatten kraftigt ud efter, hvad han kaldte kommunernes automatreaktioner på omprioriteringsbidraget.

”Jeg hører kun jammer, men omprioriteringsbidraget er ikke ensbetydende med dårligere service til borgerne. Vi er ikke nået til det punkt i menneskehedens udvikling, hvor vi ikke kan blive bedre end i dag. Der er stadig et stort effektiviseringspotentiale, men jeg savner en kommunal nysgerrighed i forhold til at finde ud af, hvad de gode gør godt,” sagde Claus Hjort Frederiksen.

En kritik som ifølge Martin Damm dog haltede på flere områder.

”Nu er det jo fem år siden, Claus var her sidst, og det er vist nødvendigt at opdatere ham på, at der er sket meget i kommunerne siden. Kommunerne har allerede lavet store omstillinger og sparet over 11 milliarder kroner, hvilket man ikke i samme grad kan sige om staten og regionerne,” sagde Martin Damm.

Han understregede, at man med de allerede store kommunale effektiviseringer ikke kan bagatellisere omprioriteringsbidraget og påstå, at det ikke vil få betydning for den borgernære velfærd i daginstitutioner, skoler og ældreplejen.

Ingen økonomiforhandlinger om flygtninge

Finansministeren anerkendte, at kommunerne står over for et ekstraordinært pres fra den rekordstore flygtningetilstrømning og vil gerne være med til at se på, hvordan man kan lette kommunernes integrationsarbejde, men han understregede samtidig, at der ikke skal snakkes økonomi på de møder.

”KL er kommet med nogle fornuftige bud på, hvordan vi kan gøre reglerne lettere for kommunerne. Det kunne eksempelvis være ved at tillade flere elever i modtageklasserne. Men egentlige økonomiforhandlinger føres kun en gang om året, og det er ønsketænkning, at vi skulle bryde det princip,” sagde Claus Hjort Frederiksen.

Et synspunkt, der langt fra vakte gehør hos KL-formand Martin Damm, der mente, at finansministeren dermed løb fra en aftale om, at regeringen og KL senest i januar skulle gennemgå den økonomiske situation, flygtningestrømmene har skabt i kommunerne.

”Samtidig er det vist det, man kalder at photoshoppe virkeligheden en anelse, når du siger, at vi med sidste sommers økonomiaftale fik adresseret de økonomiske udfordringer i 2016. Da vi lavede økonomiaftalen var det med 3.067 flygtninge som grundlag for beregningerne, men fra juni til november kom der over 15.000, så det er jo en helt anden virkelighed, vi står i nu,” sagde Martin Damm.

Se alle artikler i temaet

Annonce

Annonce

Annonce