Kommunernes samlede budgetter for 2012 bekræfter den tendens, som regnskabet for 2010 og budgettet for 2011 har vist. Med samlede serviceudgifter på 245,3 milliarder kroner i 2012 sænker kommunerne udgiftsniveauet yderligere en milliard kroner i forhold til budgetterne for 2011. Og KL’s seneste prognose tyder på, at budget 2011 holdes til punkt og prikke, så kommunerne fortsætter altså den ansvarlige kurs. Efter stigende udgifter til service de første år efter kommunalreformen, hvor fokus i høj grad var på sikker drift og sammenlægning, så er omdrejningspunktet i kommunerne nu benhård økonomistyring og budgetoverholdelse.
Udviklingen på landsplan er i sig selv meget interessant. Kommunerne har taget tyren ved hornene og knækket udgiftskurven. Men det er også særdeles interessant at dykke længere ned i tallene. Der kan nemlig anes en klar tendens i udgiftsudviklingen. Både i perioden fra 2007 til 2009, hvor udgifterne toppede og i den efterfølgende periode fra 2009 frem til det aktuelle budget 2012, hvor udgifterne er dykket år for år.
Den højeste top, det dybeste fald?
Et oplagt spørgsmål at stille til en udvikling med så entydig en stigning og efterfølgende fald er naturligvis, om det er de kommuner, der har haft en høj vækst fra kommunalreformen til 2009, som efterfølgende også har trådt hårdest på bremsen. Svaret er nej. Sættes udviklingen i de to perioder i forhold til hinanden, så viser figur 1, at faldet fra 2009-2012 typisk ikke er større i de kommuner, som har haft den højeste realvækst fra regnskab 2007-2009. Og det er samtidigt interessant, at der er kommuner, som bryder med landstrenden ved enten at have en vækst i begge perioder, eller et fald i serviceudgifterne pr. indbygger i begge perioder.
At vækst og fald ikke er fulgtes ad i kommunerne skyldes, at hovedforklaringen på udviklingen i de to perioder skal findes i selve serviceudgiftsniveauet. En analyse i hver af perioderne 2007-2009 og 2009-2012 viser, at væksten fra 2007-2009 har været størst i de kommuner, hvor serviceudgifterne pr. indbygger var lavest.
Omvendt er faldet fra 2009-2012 størst i de kommuner med det højeste serviceudgiftsniveau i 2009. Det betyder med andre ord, at forskellen mellem kommunernes udgifter pr. indbygger er blevet mindre både i en periode, hvor de samlede kommunale serviceudgifter er steget og i en periode, hvor serviceudgifterne generelt er faldet.
Tendensen kan tydeliggøres ved at udvælge de ti kommuner med de laveste og de højeste serviceudgifter pr. indbygger i 2007 og følge dem i hele perioden. Figur 2 viser, at forskellen på gennemsnittet i serviceudgifterne i gruppen med de højeste og de laveste serviceudgifter pr. indbygger er faldet med cirka 1.700 kroner svarende til cirka 15 procent.
Grupperes alle landets kommuner i de fem regioner, understreges denne tendens samtidigt med, at det bliver tydeligt, at udviklingen er væsentlig forskellig i de fem regioner.
Kommunerne i Region Hovedstaden har både haft den mindste stigning fra 2007 til 2009 og efterfølgende det største fald fra 2009 til 2012 målt i kroner pr. indbygger. Samtidig har kommunerne i hovedstaden haft det klart højeste niveau i serviceudgifter målt pr. indbygger. Samlet set er serviceudgifterne sænket med mere end 1.400 kroner pr. indbygger fra 2007 til 2012 i hovedstaden, mens der tilsvarende ikke er et fald over 500 kroner pr. indbygger i nogle af de øvrige regioner.
Region Midtjylland har i procent oplevet det største fald i serviceudgifterne fra regnskab 2009 til budget 2012, men samtidig havde kommunerne i regionen også den største stigning i serviceudgifter pr. indbygger i årene efter reformen. Den overordnede tendens er, at variationen i kommunernes serviceudgifts-niveau på regionsniveau er indsnævret siden reformen i 2007.
Hvor forskellen målt pr. indbygger i 2007 var cirka 6.100 kroner mellem de to yderpunkter i regionerne, er den samme forskel i budget 2012 ændret til cirka 5.100 kroner. Hvis man i stedet tager de to yderpunkter blandt alle 98 kommuner er forskellen derimod stabil.
Kommunesammenlægning har haft en betydning
Kommunalreformen har alt andet lige haft en større betydning for de sammenlagte kommuner end for fortsætterkommunerne. Fokus på sikker drift og arbejdet med at harmonisere serviceniveauer har unægtelig krævet kræfter. En simpel opgørelse af udviklingen i serviceudgifterne i den første tid efter reformen viser, at serviceudgifterne pr. indbygger steg cirka 65 procent mere i sammenlægningskommunerne end i resten af landet. Samtidig er den negative realvækst fra regnskab 2009 og frem til 2012 en anelse mindre i sammenlægningskommunerne end i de øvrige kommuner. Kommunesammenlægningerne ser altså ud til at forklare noget af udviklingen i regionerne, hvor eksempelvis hovedstaden stort set kun består af fortsætterkommuner.
Med til historien hører, at serviceudgifterne pr. indbygger i udgangspunktet var lavere i de 66 sammenlægningskommuner end i fortsætterkommunerne. Tilsvarende den regionsfordelte opgørelse viser en analyse på kommunetype (sammenlægningsberørt eller ej), at forskellene i kommunernes serviceudgiftsniveau indsnævres.
Regnskabet er sandhedens time
En historisk opgørelse af kommunernes udgifter til service viser, at budget og regnskab ikke altid flugter – hverken på landsplan eller i enkeltkommuner. Derfor er det naturligvis også spændende at se, om den indsnævring af servicebåndet, som kan aflæses i budget 2012,
også kan aflæses i det endelige regnskab, når den tid kommer. Med de aktuelle prognoser for regnskabet i 2011, som kommunerne foreløbigt har indmeldt i KL som led i den faseopdelte regnskabsopfølgning, er der grund til at tro, at budgetterne også i 2012 er en god rettesnor for de endelige regnskaber. Udviklingen imod et stadig mere ensrettet serviceudgiftsniveau vil derfor formentlig fortsætte næste år. Om dette så er en ønskelig udvikling, og hvad spændvidden kommunerne imellem i så fald skal være, er imidlertid en helt anden og politisk diskussion.