I regeringsgrundlaget har regeringen sat fokus på velfærdsteknologi. Der skal for alvor sættes turbo på anvendelsen af velfærdsteknologi inden for ældreområdet. Bolden er dermed givet op til kommunerne. Griber kommunerne bolden, har de alle muligheder.
I regeringsgrundlaget har regeringen sat fokus på velfærdsteknologi. Der skal for alvor sættes turbo på anvendelsen af velfærdsteknologi inden for ældreområdet. Bolden er dermed givet op til kommunerne. Griber kommunerne bolden, har de alle muligheder for at høste en række gevinster. Men det forudsætter en strategisk tilgang, politisk mod og en stærk styringskultur
En række faktorer taler for, at kommunerne arbejder intensivt med at indføre velfærdsteknologi: Den demografiske udvikling med flere ældre og færre på arbejdsmarkedet. Efterspørgslen på medarbejdere i ældresektoren vil stige, mens arbejdskraftudbuddet vil falde. Den økonomiske krise sætter de kommunale budgetter under fortsat pres. Og endeligt er der ikke mulighed for at udvide budgetterne, tværtimod.
Velfærdsteknologi er en af løsningerne på udfordringerne. Det kan effektivisere arbejdsgangene og dermed reducere behovet for arbejdskraft. Samtidig kan det skabe et bedre arbejdsmiljø med færre rutineopgaver og tunge løft, med mindre nedslidning og sygefravær til følge. At velfærdsteknologi er en af løsningerne, bliver understøttet af en række holdningsundersøgelser. De viser, at danskerne er positive over for brugen af velfærdsteknologi.
Bundlinjen bestemmer
Forudsætningerne er til stede. Men skal velfærdsteknologi slå igennem og blive en succes, kræver det en strategisk tilgang. Alternativet vil ofte være, at velfærdsteknologien enten ikke bliver implementeret, eller at det bliver et supplement til de eksisterende ydelser og dermed reelt hæver serviceniveauet. Derfor er det bydende nødvendigt, at politikere og forvaltning sætter klare mål for, hvad velfærdsteknologien skal bidrage med. Det skal være helt tydeligt, hvad der er det strategiske sigte med indførelsen af velfærdsteknologi.
Velfærdsteknologi må med andre ord ikke være styret alene af ildsjæle. Der skal være skarpt fokus på at høste gevinsterne. Derfor er det nødvendigt med en række forskellige og koordinerede redskaber. Hvordan og om det kan nås blev debatteret på Kommunaløkonomisk Forum 2012 under debatmødet: Velfærdsteknologi – ressourcebesparelse eller serviceløft? Nogle af hovedkonklusionerne og anbefalingerne fra debatmødet er beskrevet nedenfor.
Politisk mod
For det første kræver det politisk mod og vilje at tænke nyt, når velfærdsteknologi skal på dagsordnen. Der skal sættes spørgsmålstegn ved, hvordan opgaverne "plejer" at blive løst. I udgangspunktet bør intet være helligt. Idéer skal vurderes og testes, inden der træffes endelig beslutning om, hvorvidt de skal afvises eller blive til et pilotprojekt. Bundlinjen skal være afgørende, når der træffes beslutning om velfærdsteknologier. Det kræver mod og styrke at gennemføre det, som virker. Og droppe det, som ikke gør. Men det er nødvendigt. Velfærdsteknologi skal kunne betale sig.
Det kræver også modet til at stå fast, når der skal træffes upopulære beslutninger om for eksempel reduktion i hjemmehjælp som følge af indførelsen af velfærdsteknologi. Og når der skal gennemføres reduktioner i personalet.
Solide business cases
For det andet er det helt afgørende, at der bliver udarbejdet business cases, så der er et solidt beslutningsgrundlag forud for beslutningen om implementering af et givent initiativ. Et beslutningsgrundlag, der vurderer de økonomiske aspekter og konsekvenser, samt om det er realistisk at udrulle velfærdsteknologien i hele kommunen. Det er derfor vigtigt, at kommunen har et set-up, der gør det muligt at udarbejde en troværdig evaluering af pilotprojekter med velfærdsteknologi.
Business casene skal med andre ord være det instrument, der afgør om politikerne vender tommelfingeren op eller ned i forhold til konkrete initiativer. Det kræver politisk handlekraft og mod at droppe et spændende projekt, men det er nødvendigt, hvis der ikke er en positiv business case.
Høst gevinsterne
For det tredje skal der stilles skarpt på at høste de økonomiske gevinster. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er udarbejdet en positiv business case. Gevinsterne høster ikke sig selv. Skal kommunerne være sikre på at høste gevinsterne, bør de indarbejdes i budgettet.
En model er at stille krav om effektiviseringsgevinster ved budgetlægningen og dermed pålægge en reduktion forlods. Dermed er det op til den enkelte forvaltning eller afdeling, hvordan de vil nå målet. Nås det ikke ved effektiviseringer som følge af velfærdsteknologi, må reduktionerne hentes på anden vis. En anden model er, at reduktionerne bliver indarbejdet i budgettet, når de konkrete velfærdsteknologier bliver implementeret.
Det afgørende er at gevinsterne høstes up-front, ellers vil der være en stor risiko for, at de ikke bliver indhentet. Og dermed bliver velfærdsteknologi et serviceløft frem for en effektivisering.
Inddrag medarbejderne
For det fjerde er det væsentligt at erkende, at medarbejderne er en af nøglerne til en succesfuld implementering. Medarbejderne skal være indstillet på at ændre deres arbejdsgange, så velfærdsteknologien integreres i deres dagligdag og bliver en reel effektivisering. Det forudsætter både vilje og evne til omstilling. Det skal være meningsfuldt for den enkelte medarbejder.
I udgangspunktet overtager velfærdsteknologien medarbejdernes arbejdsopgaver. Derfor skal medarbejderne inddrages i processen og være med på, at det handler om, at ressourcerne skal anvendes, hvor de gør størst gavn. Med den demografiske udvikling in mente er det ikke en mulighed at fortsætte uændret. Der er behov for at nytænke og gøre blandt andet ældreplejen mere effektiv.
Sæt de gamle fri
For det femte er det vigtigt at fokusere på, at de ældre og handicappede opnår en række fordele med velfærdsteknologi. De opnår større frihed og selvstændighed. Med velfærdsteknologier er de ikke længere afhængig af, hvornår hjemmeplejen kommer. I stedet kan de ældre og handicappede selv tilrettelægge deres dag, fordi de kan mere selv. Med selvstændigheden opnår de også en større værdighed, idet de for eksempel ikke længere har behov for hjælp til toiletbesøg eller at gå i bad.
Der vil være forskelle på, hvor parate borgerne er til at modtage velfærdsteknologi. Det bør ikke være en bremse for at indføre teknologien. I stedet kan kommunen vælge at invitere de borgere med, som har mod på velfærdsteknologien. En gradvis udrulning kan derfor være en fordel.
Slå myterne ned
For det sjette skal kommunerne medvirke til at slå myterne ned. Ofte er det negativ omtale af velfærdsteknologi, der skaber modvilje. Derfor skal kommunerne bidrage med at fortælle om de positive aspekter ved velfærdsteknologi. Det kan for eksempel være myterne om, at selvkørende støvsugere ikke er tilstrækkeligt effektive til at støvsuge. Den debat er i virkeligheden fejlslagen. Med en selvkørende støvsuger kan de ældre få støvsuget hver dag. Hvis det er hjemmehjælpen, er det måske hver 14. dag. Og er der garanti for, at hjemmehjælpen når bedre ud i krogene end en selvkørende støvsuger?
En anden myte, der ofte opstår i forbindelsen med drøftelser af velfærdsteknologi, er at de ældre bliver mere ensomme, fordi de får færre eller kortere besøg af hjemmehjælpen. Helt grundlæggende bør det slås fast, at ældre borgere ikke visiteres til hjemmehjælp for at afhjælpe ensomhed. De visiteres til enten praktisk hjælp eller personlig pleje. Problematikken om ensomhed skal løftes af civilsamfundet. Og her kan kommunerne med fordel udarbejde en strategi for, hvordan ensomme kan hjælpes ind i netværk i civilsamfundet. Men ensomhed er ikke et problem, der bliver hverken større eller mindre ved indførelsen af velfærdsteknologi.
Vælg og vrag!
Velfærdsteknologien er kommet for at blive. Den helt store udfordring er at udvælge de rette teknologier. Dem, der giver resultater på bundlinjen og dermed er svaret på nogle af velfærdssamfundets udfordringer.
Velfærdsteknologi
Velfærdsteknologien spænder meget bredt, og mange kommuner tester i øjeblikket teknologier. Nogle af de teknologier, der bliver afprøvet, er: Selvkørende støvsugere. Elektroniske låse på ældreboliger. Intelligente toiletter, så borgeren ikke har behov for hjælp til toiletbesøg. Spiserobotter, der hjælper borgeren med at spise.
Løfterobotter, der aflaster hjemmehjælperen for tunge løft af borgere. Demenszoner på ældrecentre, hvor film og billeder bevirker, at demente er mindre tilbøjelige til at forlade ældrecentre på egen hånd. Se flere eksempler på www.kl.dk/koef under debatmøde 3.