Indhold

16.10.17 16:15

Den kommunale skat for 2018 er på plads

Den kommunale skat for 2018 er på plads

De kommunale skatter ligger fast, fordi alle kommuner nu har vedtaget budgetterne for næste år. Foto: Colourbox.com

De kommunale budgetter er nu på plads. 13 kommuner sætter skatten ned i 2018, mens 4 kommuner sætter den op.

I alt 13 kommuner har valgt at sænke indkomstskatten, grundskyldspromillen og/eller dækningsafgiften for erhvervsejendomme i 2018. Fire kommuner sætter indkomstskatten ned, tre sætter grundskylden ned, og 11 kommuner sænker dækningsafgiften.

Blot fire kommuner har valgt at sætte skatten op. Heraf hæver de tre kommuner indkomstskatten, den ene også grundskylden og dækningsafgiften, mens den fjerde kommune kun hæver dækningsafgiften. Dermed følges mønstret fra de senere år, hvor langt flere kommuner har sænket skatten end hævet den.

I bilagene herunder kan man se, hvilke kommuner der hæver og sænker skatterne i 2018.

Et vigtigt håndtag

Samlet set kan der konstateres en marginal stigning i skatten på 82 mio. kr. Det svarer til 0,3 promille af kommunernes skatteindtægt.

”Efter en hård budgetlægning er kommunernes budgetter for 2018 nu på plads. Det har været en stor udfordring i år at få summen af de 98 budgetter til at holde sig inden for de aftalte økonomiske rammer. Men jeg forventer, at vi er i mål, når fintællingen af budgetterne på service og anlæg er afsluttet. Til gengæld må vi leve med en samlet lille stigning i skatterne, selv om vi har arbejdet for en samlet nedsættelse. Jeg er til gengæld glad for at se, at mange kommuner ligesom i de foregående år benytter sig af muligheden for at justere i skatterne. Det viser, at skatten er et vigtigt håndtag, når vi politisk beslutter de økonomiske rammer i kommunen,” siger KL’s formand Martin Damm.

De kommunale skatter ligger fast, fordi alle kommuner nu har vedtaget budgetterne for næste år. De endelige budgettal for kommunernes service- og anlægsudgifter offentliggøres af Danmarks Statistik til januar, men KL’s løbende dialog med kommunerne tyder på, at kommunerne holder sig inden for de samlede rammer, som indgår i økonomiaftalen mellem KL og regeringen.

Annonce

Annonce

Annonce